BAGTE RODFRUGTER
Jeg startede med at skrælle 3 gulerødder, 1 stor pastinak og 2 mindre rødbeder.
Delte dem i stave og lagde dem i en plastikpose, hældte citronolie i og lukkede posen tæt. Så vender jeg den en gang imellem mens jeg laver resten klar.
Jeg skar 2 pærer i kvarte og skar skroget ud, de skal ikke skrælles.
Pærer og grønt hældes i et fad og sættes i en 180 grader varm ovn ca 60 min, hvis de bliver mørke kan de dækkes med folie.
MILLIONBØF
2 store løg snittes i tern og brunes i lidt olie/smør 1/2 kg fars tilsættes og brunes godt. Jeg tilsætter så 1 spsk vegetarisk boullionpulver samt 1 dl vand.
Når det er brunet i ca 15 min tager jeg halvdelen fra i en bøtte med låg og sætter i køleskabet til i morgen til kødsovs, resten tilsættes en dåse hele små Champignons, urtesalt, peber og en spsk paprika. Jævnes og tilsættes kulor.
KARTOFFELMOS
3/4 kg kartofler skrælles og skæres i stykker .
Sættes over og koger uden salt til de er helt møre, så hældes vandet fra og de piskes godt igennem med en klat smør, salt og hvid peber.
Jeg tilsætter gerne selleri , persillerod, pastinak eller jordskokker til min “kartoffelmos” det giver en lettere og luftigere mos og 1/3 kan tilsættes uden det kan ses og så kan børn spise grøntsager da de ikke kan ses. Samtidigt får man en mos der færre kalorier i end hvis det er ren kartoffelmos, (ideen stammer fra vægtkonsulenterne og vi bruger det ofte). Blandes rodfrugterne er der god mulighed for at få anvendt de sidste rester i grøntskuffen.
Rester af mos:
Vi fik en rest mos tilbage (ca 2,5 dl), den blander jeg i morgen med et æg og 1 dl reven mozzarella og rasp til det er som en fars, former det og steger det til “frikadeller”, serveres det med friske kogte æg, tomat, agurk og en god kødpølse fra slagteren er det frokosten i morgen med brød til.
Jeg forsøger så vidt muligt at bruge rester frem for at smide mad ud. For det første er det god økonomi og samtidigt er jeg tilhænger af “STOP MADSPILD”, da jeg synes det er vanvittigt at familier smider op til 1/3 af den mad der bliver købt ind ud i skraldespanden. En stor del af dette skrald kan anvendes hvis det bliver sat i køleskabet med det samme og hos os genopstår det ofte som frokost i en pizza, tærte eller hvis der er blandede kogte grøntsager som vegetarisk biksemad, smagt til med sød chilisovs og spejlæg – det er ikke så ringe endda.