Dagens ret var bestemt noget der faldt i god jord hos mændene her i familien, de kan lide den salte og røgede smag der er i skiverne af hamburgerryggen- det er faktisk også godt, det er noget vi ofte bruger, hvis der er flere unge mennesker her i huset – og alle bliver til middag.
Det er nemt, mættende til de unge knægte OG det er billigt –
Hvis jeg køber 1/2 hamburgerryg (ca 35 cm) – Den koster ofte 69-79 kroner.
Af den kan jeg skære ca 20 skiver af 1,5 cm tykkelse –
Enden skærer jeg fri for skindkanter og derefter i tern, den bruges som mager bacon (feks til pastaret eller brændende kærlighed ). De 20 skiver fordeles i poser med antal efter behov (her hos os 4 skiver i hver pose, altså 5 poser) –
Så der bliver 6 middage for 79 kroner, ca 13 kroner pr middag.
DET er billig mad og godt kød.
HAMBURGER-KOTTELETTER:
4 skiver hamburgerryg på ca 1,5 cm tykkelse, vendes i et sammenpisket æg og rasp.
Steges i halvt smør/olie –
Når smørret er smeltet og LET brunt lægges kotteletterne på og der skrues straks halvt ned, skiverne skal være lyse og brune ikke for mørke (det smager ikke godt)
Tages af så snart de er færdige, hvis de står på panden suger paneringen al fedtstof og medmindre man sigter efter en blodprop er det ikke tilrådeligt.
Vi serverede kogte kartofler og en salat til. Desuden fik vi bearnaisesovs og her vælger vi en færdig sovs frem for pulversovse, da der er meget salt i pulversovs og rigtig meget kemi i dem jeg har set.
Salatdressingen var græsk yoghurt smagt til med rød peberfrugt-pesto og lidt salt og peber.