Andebryst med appelsin og brunede kartofler og rødkål


Først skrælles hvide kartofler og de lægges i en gryde med saltet vand. Til brunekartofler koges små kartofler og pilles, ELLER man køber et glas med kartofler,det er en temperament-sag, jeg gør begge dele, skal det gå stærkt kan vi godt bruge glaskartofler, MEN giv 3,5 kr mere og få de rigtige små perlekartofler, de er mindre, pænere og en langt bedre kvalitet (her betaler det sig).

2 stk andebryster pakkes ud og lægges i en skål. henover lægges 1 skrællet appelsin , skåret i små stykker og et finthakket skalotteløg, lidt salt og 1 tsk sukker. Dette står og trækker en timestid.

Rødkål: Her anvender jeg en færdig rødkål der blot lægges i en skål og senere varmer jeg den i mikroovnen. For at gøre kålen bedre og blankere lægger jeg 1 spsk ribsgele ovenpå rødkålen, når den så er opvarmet vender jeg den godt rundt. En frisk rødkålssalat med friskskåret rødkål, fintsnittede æbler og hakkede nødder vil passe fint hertil. Men vi kan godt lide varm rødkål.

Så tændes for kartoflerne og de koger ca 25 minutter, vandet hældes fra og de står i gryden.

Andebrysterne steges på en pande først på skindsiden og bagefter på “kødsiden”, steg dem møre men ikke grå, mine fik 20 min ialt.

Rødkålen skal have 3 min i mikroovnen.

Brunede kartofler: HER GÅR MAN IKKE FRA PANDEN –  hæld 1 dl sukker på panden i et tyndt lag og smelt sukkeret, lige i det øjeblik det er smeltet tilsættes 1 tsk smør og de små kartofler – ryst panden godt og vend dem tit til de er fint lysebrune.

Sovsen laves af appelsinen anden trak i der brunes i en kasserolle, tilsættes mel og bages op. Spædes med kartoffelvand og tilsættes salt og peber  + stegeskyen fra andebrysterne og kulør. Denne sovs skal sies op i sovseskålen.

 

10479755_891762544167247_1463999259_n