HVEDEBRØD


Vil man skære lidt ned i forbruget af penge til den daglige husholdning er hvedebrødet et godt sted at starte.

Her i huset spiser vi hvedebrød de fleste morgener på en eller anden facon, det være brød i skiver eller som morgenbrød eller boller.

Alt hvedebrød er bare lavet af 3 ingredienser  (gær, hvedemel og vand) PLUS hvad vi ønsker at tilsætte for at give smag eller struktur.

Jeg bruger altid tørgær, det virker fint og bliver ikke for gammelt. Jeg køber det i breve fra den lokale brugs, og hvert brev svarer til 1 pk frisk gær.

Jeg ved at man kan købe det i økonomiposer andre steder, men man skal så tjekke hvad der er den anbefalede dosering, derfor synes jeg brevene er nemme. Der er jo heller ikke nogen grund til at gøre det besværligt for en selv. 🙂

Når jeg bager hvedebrød bruger jeg denne grundopskrift:

5 1/2 dl lunken vand – 1 pk tørgær – ca 1 kg hvedemel – 1 tsk salt og 1 spsk sukker

Vandet hældes i et fad ( jeg har købt en plastikbalje til formålet så kan jeg ælte brødet i baljen og griser ikke på bordet. gær, salt og sukker tilsættes – blandes godt.

Melet tilsættes langsomt og æltes så den er blød og eftergivende – lægges til hævning til dobbelt størrelse – æltes og lægges i forme eller på plade, hæver igen ca 20 min.

bages i en 200 grader varm ovn ca 30 -40 min alt efter størrelse – de skal lyde hule når man slår dem i bunden.