Jeg tændte for ovnen på 200 grader
Lavede forloren hare
Lavede coleslaw
Satte vand og sukker over, og brunede kartofler.
Disse 4 punkter sikrede alt var færdigt på en time 😉
—————————————————————–
FORLOREN HARE:
1 pakke fars (500 g) i dag kalv og flæsk æltes i en skål med: 1 æg, 2 dl mælk, 1 tsk salt, lidt peber og 1/2 tsk stødt ingefær – der æltes rasp i ca. 2,5 dl måske lidt mere, det skal blive et fast farsbrød – der lægges baconskiver over hele “brødet” – det lægges i en lille bradepande og der tilsættes 1 dl vand.
Hvis man startede med at tænde ovnen skal det sættes ind i den varme ovn og stege 45-50 minutter. Hvis ovnen er kold skal det have ca 60 minutter.
——————————————————————–
COLESLAW:
Coleslaw er en råkost af hvidkål og gulerod med en mager dressing.
Et stykke hvidkål skæres så fint som overhovedet muligt (en STOR kniv er tricket). Det blandes med en groft revet gulerod. Jeg koger så vand i el-kedlen og hælder over blandingen, den trækker så 15 – 20 minutter, det gør at den bliver knap så “rå” men alligevel sprød, drypper godt af i en sigte. Imens den trækker laves dressingen : 1 dl græsk yoghurt røres lidt tyndere med lidt vand, dressingen smages til med salt, peber og tilsættes lidt hakket persille. Den afdryppede salat blandes i dressingen og pyntes med lidt persille.
———————————————————————–
BRUNEDE KARTOFLER:
Det var hurtig mad i dag, så der blev brugt et glas perlekartofler (de er mindre end alm glaskartofler, er som regel ikke de billigste, MEN er pengene værd).
1/2 dl vand og 1 dl sukker blandes på panden og koger op til en sirup, lige når det er gyldent hældes de afdryppede kartofler på. De skal nu brune på ca halvt blus i nogle minutter, så er de færdige og kan serveres – denne måde giver glatte kartofler uden at de bliver mørkt karameliserede.
—————————————————————————
Så var der gået en time og alt var færdigt – min mand havde imens dækket bord og tændt stearinlys, så er vi nemlig klar til at spise – selv om maden skal være rimelig sund er det vigtigt at nyde den 😀