Start med at sætte hele vaskede rødbeder over at koge, da de skal koge 5 – 6 kvarter.
Fortsæt så med at skrælle kartofler og gulerødder og sæt dem over.
HAKKEBØF MED LØG OG SKYSOVS:
Til sidst sættes panden over og opvarmes, imens formes bøfferne – hvis det skal være fedtfattigt, vendes de IKKE i mel (så suger de nemlig mere fedtstof). Når panden er varm tilsættes en spsk olie der varmes – bøfferne steges heri og når de vendes krydres med salt og peber. Imens de steger skæres 1 – 2 STORE løg i skiver og når hakkebøfferne tages af steges løgene på panden og lægges over bøfferne.
Panden koges af med 1/2 dl vand, der tilsættes 1 spsk hvedemel under piskning, dette koges op og der tilsættes lidt kartoffelvand til tykkelsen er passende – I dag er det ikke nødvendigt med mælk, men der tilsættes et par dråber kulør.
RØDBEDESALAT:
Når rødbederne er møre, hældes vandet fra og de overhældes med koldt vand, så løsnes skallen og den fjernes. Rødbederne rives groft og blandes i 1,5 dl græsk yoghurt smagt til med salt og peber.