Madplan for uge 1 (3/1 – 9/1)


Vi starter året med at spise det vi har og blot supplere med årstidens grønt –
Det er de tunge grøntsager der er i sæson nu – og det er forskellig kål, selleri, gulerødder og andre rodfrugter, porrer, jordskokker, græskar og ikke mindst kartofler.
Hvis man ser på denne liste kan man da næsten kun tænke SUPPE, varme gryderetter og duftende fade fra ovnen med mange krydderurter.
Der er den fordel ved at bruge årstidens grøntsager – de er BILLIGE, man kan få mange kilo god og sund mad i en bærepose – og hvis man sparer på smør og fløde, kan det faktisk blive den rene slankekur, hvis der er brug for dette efter julen.
Vi fortsætter med at spise grøntsagsretter og fisk mindst 1-2 gange om ugen og vi spiser altid grøntsager til maden evt. fintsnittet hvid/rødkål med gulerødder og hakkede nødder.
JEG snitter kål og river gulerødder til et par dage – den 1. og måske 2. dag er de gode som de er, 3. dag vender jeg en lille smule honning/sennep-dressing i.
1 rest af den fintsnittet kål kan blandes i lidt vaffel-dej og  blive til kål-vafler. Hvis kålen er snittet meget fint og hakket med en kniv på kryds og tværs kan selv “grøntsagsforskrækkede” spise dem.
I denne uge skal jeg købe Tortillas,  kylling, fiskedeller og lakseportioner + mælk,  brød og et kålhoved – resten har jeg fra haven eller i fryseren.
Som pålæg har jeg æg,  u-bagt leverpostej, stegt flæskesteg,  hjemmelavet rullepølse og kogt hamburgerryg og da jeg kan skære det papirtyndt på min brødmaskine  er det pålæg i en bedre kvalitet end den man køber.
Vi laver altid 15-20 cm steg mere end vi regner med at skulle bruge, fordi det bruges som pålæg eller til biksemad – selv et farsbrød smager i tynde skiver godt som pålæg med rødbede eller rødkål på.
På denne måde bruges rester helt op – evt allersidste rest skæres i små tern og gives til mine  4 høns eller hunden (alt efter hvad det er) 🙂  .

MANDAG………Kylling(lår) + pommes frites

TIRSDAG………Æbleflæsk + rugbrød (kan man ikke lide dette tager man noget pålæg)
Jeg steger flæsket for sig og så MANGE æblestykker og løg for sig – flæsket drysses så over.

ONSDAG……….Gule ærter (vegetarudgaven) Der kan serveres kogt medisterpølse til.

TORSDAG……..Million-bøf m. mos (kartoffel og selleri/ søde kartofler )
Rest af million-bøf bruges til tortillas i morgen

FREDAG……….Tortillas m millionbøf og salat (evt en færdigkøbt)

LØRDAG……….Lakseportioner eller anden fisk  m. rodfrugter og nudler

SØNDAG……….Fiskedeller + kartofler og rodfrugter

 

Indkøbsliste til uge 1 :
Jeg skriver min madplan efter et budget på 500kr om ugen
Kig i “gemmerne” inden du handler – måske har du lidt rester fra jul og nytår, der kan bruges, så strækker ugens 500 kr længere (og det kan vi lide).
Jeg har tjekket med min liste og har for sjov markeret med fedt HVAD jeg skal købe, jeg kan se at jeg skal købe for ca 200 kr. mindre da jeg har fra jul og feks marmelade har jeg syltet selv hen over sommeren.  Agurk bruger jeg ikke, da jeg har squash høstet fra haven , de bruges til gnavegrønt og fint snittet i salat og som pynt på rugbrød. Kartofler købte vi 2 x 10 kg af før jul ligeledes blev der købt  en stor pose gulerødder (5 kg) og løg har vi stadigt fra haven.
Græskar har jeg en del forskellige af fra haven, så hvis jeg mangler kan der blandes græskar i ovngrøntsagerne.
Her i listen er der ikke drikkevarer ud over 1 fl sukkerfri saft (jeg er nemlig diabetiker) – om man drikker kaffe eller te er jo et spørgsmål om hvad man er vant til så det er ikke medregnet.

HER er medregnet ca 1 liter mælk til om morgenen til havregryn/grød – brød med smøreost eller marmelade.
Brød med pålæg, æg  eller rest fra aftensmaden husk at bruge en evt rest af salat til frokost.
Et  par toastbrød med leverpostej eller marmelade, gnavegrønt af gulerod/agurk + evt 1 riskiks  om eftermiddagen
Aftensmad efter madplanen
Jeg spiser 1/2 stk rugbrød med pålæg til aftenkaffen.

7 x Mælk + 1 smøreost + 1 smørvariant (vælg efter pris)
Mælk køber jeg om søndagen i vores brugs til 5.95    (62-)
1 leverpostej + 1-2 pålægsvarianter + 1 bakke æg      (40-)
2 x rugbrød + 2 toastbrød  + 1 glas marmelade        (45-)
Havregryn,+ evt hvedemel + 1 fl saft      (20-)
1 pk nudler + 1 pk tortillas + 1 pk møllerens gule ærter     (30-)
1 pk hakket oksekød + 1 pk bacontern + 1 pakke laksestykker + fiskedeller + kyllinglår  (100-)
1 pose kartofler (mindst 2 kg) + gulerødder + hvidkål + 1 pose rodfrugter + 1 pose løg  + 1 agurk  (70-)   = ialt   365- så er der ca 135 kroner til  æbler, evt 1 pk riskiks  og diverse husholdningsartikler.