Forloren hare, æbler m. gele, brune og hvide kartofler.


I dag har vi haft  besøg af  et barnebarn og den ældste søn – så vi har fået forloren hare m. halve æbler, hvide og brune kartofler – “gammeldags” mad som den ældste søn holder af (pasta osv klarer han jo fint selv 😉  )

Halve æbler med gele er et hit hver gang

Æbler med gele:
5 æbler skrælles , (hvis man bruger nedfaldsæbler skal der være mindst 2 halve æbler pr person)
De skæres i halve og kernehuset fjernes, lægges med den buede side opad på en tallerken
drysses med en spsk sukker og en spsk vand, sættes i mikroovnen ved fuld effekt i 1 minut, herefter vendes de og får 15 – 60 sek. alt efter hvilken ovn man bruger, (min skal have 20 sek), så er de møre skal køle af og fyldes med 1 tsk ribsgele i “hullet”

Fra man starter med at skrælle til de er færdige går ca 5 – 10 min og det er et tilbehør som specielt børn holder af, og vi har stadigt en kurv æbler stående fra egen have så  hvorfor ikke bruge dem til noget godt tilbehør

BRUNEDE KARTOFLER:
Brunede kartofler laves nemt og bliver flot gyldne således:
Kog 3/4 dl vand med 100 g sukker til en lys gylden sirup på panden,
de afdryppede kogte små kartofler hældes på og rystes nu rundt på panden,
lad være med at røre hele tiden, men ryst panden i stedet.
Når kartoflerne er varme og gyldne er de færdige

FORLOREN HARE:
500 g oksefars, 2 dl rasp, 1,5 dl mælk, 1 æg
salt og peber (der skal en del salt og peber i)
jeg tilsætter 1 tsk  stødt ingefær, det smager godt i fars.

Alt æltes sammen til et fast brød og der lægges bacon på –
hæld 1,5 dl vand ved  –
Sættes  i ovnen ved 200 grader i 50 minutter.
Skæres i skiver og serveres med de halve æbler, brune og hvide kartofler
og en sovs lavet af skyen fra fadet evt smagt til med ribsgele.

Desserten var henkogt frugt m flødeskum.

IMG_3232