Grydestegt oksebov m mos og ærter


I dag tager maden lang tid men den passer sig selv, det meste af tiden skal jeg lidt i haven –
Jeg laver ikke så meget men skuffer lidt rundt med 1 skuffejern –
Udtænker planer(mest for hvad de andre skal lave) imens jeg lytter til fuglesangen –

1 stykke oksebov (fås ofte på tilbud) – jeg købte mit stykke i Super Brugsen med “gult mærke” (35 kr) dagen før sidste salgsdag- Stop Madspild – den blev lagt i fryseren og er tøet op i køleskabet i nat – den var stadigt meget kold og let frossen inde i midten  (betyder ingenting).

Jeg tørrede kødet godt af, og gned det godt med salt, peber og et blandingskrydderi (vi kan godt lide krydderier), et par stængler af vores friske timian kom også med i gryden –
Jeg brunede det i min stegegryde (enhver anden gryde kan bruges det afhænger af kødets størrelse) –
Der blev hæld vand ved ca 1/2 liter, der skal måske lidt mere, men det skal jo ikke koge men stege –
Der skrues ned så det kun lige simrer i kanten –
Skal nu stå ca 2 1/2 – 3 timer og imens kigger man bare efter at det ikke fordamper al væden,
Så hælder man lidt ved igen – mit stykke stod 3 timer og et kvarter så var det meget mørt 😀

Sovsen laves af skyen der jævnes med lidt hvedemel, koges igennem, smages til og justeres med kulør.

Mosen laves af 1/3 pastinak 2/3 kartofler –
De skrælles og skæres ud og koges møre –
Så moses de med kartoffelstøderen og smages til med salt og peber.
Væske er ikke nødvendigt når der bruges pastinak og de er sundere 🙂

Grønne ærter varmes godt igennem i kogende vand (brug vand fra kogekanden)

Kødet skæres i stykker og serveres med sovs, mos, ærter og en asie eller agurkesalat –
Da jeg har lavet en ny portion agurkesalat får vi den til.

IMG_3263