Indrømmet – køkkenet er MIT – Kender du fornemmelsen af at nogen rør DINE ting – Og gør de det nu lige så godt som dig (nej for det kan ingen) 😀

Beklager sådan har jeg det, selvfølgelig ved jeg at de andre kan og at de kan overleve uden mig (eller kan de), den gnavende orm er der skam meget af tiden. 😀

JEG har måttet sande at mine 3 børn alle kan klare sig (så her klapper jeg mig på skulderen) –
Jeg har opdaget at de kan lave noget spiseligt i et køkken, men den ro og tryghed der er over en der har rutine i at være i sit køkken det har de ikke, på trods af at de har viljen.
Ved nærmere eftertanke må jeg være ærlig og sige “JEG HAR DESVÆRRE IKKE GIVET JER PLADS” i mit køkken – Det har været nemmere, hurtigere og sikkert også renere at gøre det selv fremfor at inddrage andre – OG SÅ FIK JEG DET GJORT SOM JEG VILLE –
Desværre har det gjort at mine børn først nu som voksne skal finde tilfredsstillelse og glæden ved at servere et hjemmelavet måltid mad.

Så derfor husk ingen af os er fejlfri – desværre heller ikke jeg –
Tag dine børn med i køkkenet, lad dem tabe en pandekage under vendingen –
eller spis lidt skæve boller – de smager ens (har jeg hørt).
Det er noget med at give plads i tide, så  de opdager de små sejre når noget lykkes.
Jeg indrømmer, jeg ikke er god nok endnu til at lade de 2 andre få plads i MIT køkken.
Men jeg arbejder på sagen –
Et godt råd vil være: Bind dine hænder på ryggen og giv plads.

😉