Madplan for uge 33

Vi skal til vejfest lørdag så der laves ikke mad – sønnen bestiller take-away eller spiser rugbrød.

Jeg vil bruge noget fra fryseren, det er mit vanlige problem – (men en fyldt fryser er jo et luksusproblem) – Jeg SKAL forsøge at bruge fra min fryser og  køkkenskab,  da der er bestilt nyt køkken og det er da nemmere ikke at flytte med en masse – vi regner med at sætte køkken op sidst i august/ først i september, men der skal ordnes nogle vægge også – så vi regner med at det med nedrivning osv tager ca 14 dage.

Der er stadig tomater, squash, løg, bladbeder og salat i haven – salaten er sået og plantet ud af flere gange (vi bruger det også til vores 4 høns, vi giver dem en håndfuld et par gange om dagen) – Persille og krydderurter er der mange af i krukkerne rundt om huset – æblerne og sveskeblommerne er begyndt at komme, så måske skal der bruges lidt af dem.

MANDAG:………Kyllingefrikadeller m kold kartoffelsalat  (F)

TIRSDAG:………Pasta og kødsovs   (F)

ONSDAG:……….Medister og rødkål og kartofler  (F)

TORSDAG:……..Tomatsuppe m nudler og pandekager   (F)

FREDAG:………..Snitzler, brasede kartofler og ærter   (F)

LØRDAG: ………SPRINGER VI OVER (Vejfest)

SØNDAG:……….Krydret gryde (af småkød), ris og squash-stænger   (F)

Hertil serveres der dagligt en tallerken med salat af hvad jeg har lyst til fra haven.

Denne uge behøver jeg ikke købe noget til vores middagsmad (har det hele i fryseren) –
Brød og pålæg har jeg også i fryseren (HVIS  der bliver brug for det) –
Jeg skal have købt flute og mejerivarer (ost, mælk  og smør).
I køkkenskabet mangler vist heller intet (REMA har lige haft fuldkornspasta til 5 kr så jeg købte 5 pakker) – mel og sukker har jeg, men skal købe kaffe.

Salat med hvidløgsrejer

Jeg købte en pakke tigerrejer m hvidløg i REMA, der for blev tun-salat m æg ændret til salat m tigerrejer og æg.

Salaten er icebergsalat m tomat, dampet broccoli, majs og de stegte hvidløgsrejer – pyntes med  halve æg og dild – serveres med en olie/eddike – dressing smagt til med  lidt hvidløg,
salt og peber og brød.

Vandmelon til dessert (det er dejligt, serveret koldt i sommervarmen)

 

38820867_816974655359456_4951850396092989440_n

 

Rødspætter m ovnkartofler og salat

I stedet for rester købte vi 2 flåede rødspætter med hjem (det er altså guf)
de rensede spætter vendes i mel m salt og peber –
Steges i 1/2 smør/olie –
Vi pyntede  med lidt feld-salat

Ovnkartoflerne er købt i ALDI, det var en sjov variant –

Salaten var feldsalat, lidt løg og gule små tomater fra haven.

Vi fik persillesovs til 😀

38696075_2142102679404245_4070478112876396544_n

Ugeplan uge 32

MANDAG………….RESTER – Da min mand og jeg har været alene hjemme nogle dage er der rester, så dem får vi (måske brød eller kartofler til)

TIRSDAG…………..Indbagt kylling i butterdej ( min livret)

ONSDAG………….. Tunsalat m æg og flute

TORSDAG………….Hakkebøf m løg (mandens livret)

FREDAG……………Boller i karry m ris og salat

LØRDAG……………Pizzasnegle (mulighed for tomatsuppe, hvis man har lyst)

SØNDAG……………Tunmousse m salat og brød

Snitzler m tilbehør

Nem mad i dag min mand og jeg var alene hjemme
Snitzlerne steges på panden –
Skal være gyldne IKKE SORTE –

Kartoflerne fra convenience-afd. skylles og ristes på panden –
De serveres til snitslerne med chilimayo og salat

Chilimayo
1/2 creme fraiche + 1/2 mayo røres sammen og krydres med sød chilisovs,
hvis den ønskes stærkere kan der krydres med lidt chiliflager (pas på)

Salat
feldsalat fra drivhus med tomater fra drivhuset og de sidste vindruer fra frugtskålen

38412093_1742200972542661_1902812804394516480_n

Fiskefilet m bådkartofler, squash-tærte og hvidløgsflute

Fiskefiletter fra fryseren (tidligere købt på tilbud – jeg havde 2 poser med en rest i hver) resten bruges til frokost i morgen.

Bådkartoflerne er fra Rema – de skal i ovnen 25 minutter ved 200 grader vendes undervejs.

Hvidløgsflutene er også fra Rema de kom i ovnen til sidst.

Squash-tærten var det eneste der skulle bruges lidt tid på i dag og den er også hurtig –
Den skal blot vejes af i en skål og røres sammen med en ske –
op i et fad og i ovnen ved 180 grader i 40 minutter til gennembagt (afhænger af tykkelsen)
400 g squash,  1 revet løg, 4 æg, 125 g hvedemel, 1 tsk bagepulver, 100-125 g revet ost,  1,25 dl olie, salt og peber
Det hele røres godt sammen og hældes i en stor tærteform og bages ved 180 g i ca 40 – 45 minutter
Smager også godt på brød, skåret i tynde skiver med lidt mayonaise og tomat.
Serveres med en kold sovs af creme fraise rørt med masser af krydderurter (jeg tog en blanding af hvad jeg havde i drivhuset)  –
Jeg laver også den i 1/2 portion en gang imellem

38003643_1735887459840679_7747704793883213824_n

Madplan for uge 31

Jeg har feriegæster : sønnens kæreste er her i øjeblikket og i løbet af ugen kommer min nevø med sin datter på 9 – så slår de telt op i haven – det bliver da hyggeligt.
Vi finder nok på at skulle noget i løbet af ugen så aftensmaden kan udelades, skubbes eller byttes om 😀 – men det vi ikke får brugt kan jo bruges senere (fryseren er min ven)

MANDAG:…Fiskefilet og bådkartofler + squashtærte (f)

TIRSDAG:…Æggekage m bacon (har mange æg)(f)

ONSDAG:….Måske BBQ- kylling fra “guldkyllingen”

TORSDAG:..Skinke m pasta og “grøntsagspakker”(f)

FREDAG:….Tunsalat m æg

LØRDAG:….Hakkebøf bearnaise m nye kartofler(f)

SØNDAG:….Medisterpølse m nye kartofler og salat(f)

Så bliver der brugt lidt fra haven og en del fra fryseren – Normalt er jeg ikke begejstret for take-away, men de kyllinger jeg har sat på onsdag er gode (de er store, møre og saftige og de er ikke dyre (90 kr for en hel kylling)

Flæskestegsandwich

Burger med flæskesteg skal være med sennepsdressing, hjemmestegt flæskesteg, rødkål og agurker – herudover vil vi gerne have salat i -KETCHUP OG REMOULADE er udelukket – det hører til hotdogs 😀
Sennepsdressing:
1/2 mayo og 1/2 græsk yoghurt røre og smages til med kraftig sennep (skal smages men ikke bide på tungen)
Boller varmes (vi bruger grove rug-burgere) flækkes og der smøres dressing på begge dele –
Der lægges lidt salat – 2 stykker steg  – rødkål og agurkesalat eller syltede agurker = done, dette er en original flæskestegsandwich (men man er da velkommen til at putte alt muligt i men det ændrer de “rene” smage OG det er synd)

Lige godt 1 kg flæskesteg (her svinekam købt for lidt siden i REMA 1000 til knapt 30 kr/kg),
blev saltet og stegt med et stegetermometer  ved 200 grader i ca 1 1/2 time så passede stegetermometret på svinekød (mit termometer har symboler)
Den blev stegt i eftermiddags så den er lidt lun når vi spiser

37746039_2242477135762441_3669135516671934464_n

ITALIENSKE KØDBOLLER

Italienske kødboller  er håndæltet og først vendt rundt i varm olie, derefter er de lagt i den færdige tomatsovs. De bliver bedre af at trække i tomatsovsen men så skal der måske tilsættes lidt ekstra vand (lidt pastavand er fint) ved opvarmningen, da bollerne suger væden til sig

500 g magert kalv og flæsk eller oksefars
2 æg,
ca. 1,5 dl rasp,
urtesalt, peber ,2 spsk hakket persille,  1 fed hakket hvidløg ELLER 2 tsk grøn hvidløgspeber (køber jeg i X-tra butikken til 10 kr for en pose) det giver den helt rigtige ITALIENSKE smag. + til sidst 1 spsk hvedemel og olie til stegning

Farsen røres ikke men æltes med hænderne da det ikke skal være en blød fars som til frikadeller, men en mere fast fars som til forloren hare. Farsen rulles til små kugler på størrelse med en lille valnød, der bliver ca 60 stk. De lægges i en skål og drysses med 1 spsk hvedemel og rystes rundt så de er dækket af et tyndt lag melstøv. 1 stor pande varmes op og der kommes ca 3 spsk olie på panden, alle bollerne kommes på og panden rystes så bollerne ruller rundt og bliver stegt på alle sider ca 2 – 3 minutter,de skal IKKE have stegeskorpe, de tages op med en hulske og lægges i et fad. Tomatsovsen hældes over fadet dækkes med staniol, sættes i en varm ovn i ca 10 -15 minutter.

Verdens nemmeste tomatsovs –
Tomater 4-6 stk ca.500g, jeg tager dem der er mest modne og gerne i “uens” facon (har nok af dem lige nu). Tomaterne skæres ud i stykker,
1 stort hakket løg,
tørret hvidløg eller 2 fed friske og hakket,
en del  hakket persille, salt og peber efter smag OG 3 spsk tomatkonsentrat – (jeg bruger den på tube fra LIDL)
1 spsk olie varmes på en dyb pande og det hele kommes på panden med 1,5 dlvand –
Koges godt sammen og bollerne kommes i.

Serveres med pasta – og her lidt nye kartofler (JEG bryder mig ikke om pasta, og da jeg alligevel skulle koge til i morgen 😀 )

En salattallerken med spæde salat/spinat-blade lidt udskåret melon og lidt små røde blommer fra haven – øverst lidt frisk oregano – Næsten alt kan bruges til salat, men jeg kan bedst lide dem enkle OG i øjeblikket bruger vi hvad der er i haven – når man nu har et blommetræ der “drysser” kan man da lige plukke en håndfuld med ind i køkkenet.

37668121_1722940947801997_3162826453783937024_n

Ugeplan for uge 30

Skal have brugt tomater, æg og Squash + helst kød fra fryseren.

MANDAG:…..Frikadeller med kartoffelsalat + agurkesalat (typisk cafeterie-ret, men smager bedre hjemmelavet)   (F)

TIRSDAG:…..Pandekager m. kødsovs + salat  og måske resten af kartoffelsalaten  (F)

ONSDAG:……Spaghetti primavera (med grønne asparges, minigulerødder og ærter)

TORSDAG:….Flæskesteg på grill ?? (må se om det vejrmæssigt kan lade sig gøre) (F)

FREDAG:……Farsbrød af kyllinge-souffle-fars, nye kartofler og ananas-salat  (F)

LØRDAG:……Tarteletter m skinke, ærter og gulerødder

SØNDAG:……Kødboller og grøntsager indbagt i butterdej (som stænger) og salat fra haven (F)

Jeg prøver at lokke et par ønsker ud af “de 2 andre” hver uge og helst noget vi ikke fik i sidste uge 😀 – så er det vigtigt at det bliver lidt blandet og at vi får grøntsager –
Der er altid en tallerken med salat, agurk, tomat, løg og hvad vi har da vi i øjeblikket har noget i haven.