Pandekager med is

Pandekager:

Jeg bager lidt sundere pandekager end de fleste og selv med en del havregryn i er der rift om dem. De mætter mere (så spiser man ikke så mange) der er ikke sukker i (sætter jeg pris på, da jeg er diabetiker) der bruges ikke fedtstof til stegningen(jeg har en pande med keramisk belægning, DEN er jeg glad for).

5 æg, 250 g hvedemel, 1,5 dl revet æble, 2 dl havregryn (gerne 2,5), 1 tsk salt, 2 spsk olie, 6 dl mælk efter ønske –

Det hele piskes sammen og hviler mindst 1 time.

Der bages pandekager,
de bliver lidt tykkere end alm. tynde pandekager, de har en god smag på grund af æblerne,
er lidt sundere på grund af havregrynene og der er intet sukker i.

Jeg får ca 25 pandekager af portionen –

5 pandekager blev lunet i mikroovnen, der blev lagt et stykke is i, og der blev dryppet sukkerfri syltetøj over.

Nogle fik også lidt akaciehonning på <3

IMG_2946

Farseret Hvidkål, salat og kartofler

Farseret Hvidkål:
500 g flæskefars røres med 2 æg, 1 hakket chalotteløg og krydderier (her skal man huske salt og peber og ellers bruge det man kan lide)
DER SKAL IKKE ANDET I FARSEN.
Først vil det være sjappet og tyndt, men fortsæt med at røre.
Til sidst samler det sig og bliver til en fars der kan bruges til mange andre retter.

Jeg lagde  knapt halvdelen i et ovnfast skål,
Derefter et lag kogt kål og porrer,
Til sidst lægges resten af farsen på  –
Der blev lagt et par skiver af bacon –
skålen kom i en 190 grader varm ovn –
i ca 45- 50 minutter

Serveres med kartofler, salat og smeltet SMØR med et drys tørret persilleIMG_2945

Skinkesnitzel m.paprikasovs og kogte grøntsager

Skinkesnitzlerne vendes i hvedemel hvori der er blandet røget paprika, salt, peber og lidt knust chiliflager (jeg bruger røget paprika, men alm.paprika kan bruges).
De steges i halvt smør/olie til de er gyldne (ikke for længe).

De kogte grøntsager var kartofler, selleristykker og gulerod i tykke skiver,
Alle grøntsager blev kogt i letsaltet vand i samme kasserolle, de var færdige samtidigt –
Ellers havde jeg bare taget de hurtigste op med en ske. 😀

Sovsen var lidt fra panden jeg kogte op med 1 tsk hvedemel ( det der var tilbage fra snitzlerne)
det blev kogt op og tilsat lidt vand fra grøntsagerne –
Smages til med paprika,salt og peber.

Tilsidst pyntede jeg med et par skiver appelsin da jeg ikke havde en citron.

IMG_2942

Uge-plan for uge 50

Uge-plan for uge 50

MANDAG:……..Skinkesnitzler med gulerodsalat og bearnaise-sovs

TIRSDAG:………Skal vi til fødselsdag

ONSDAG:……….Farseret hvidkål

TORSDAG:……..Hakkebøf med løg

FREDAG:………..Karrykål

LØRDAG:………..Kogt skinke

SØNDAG:………..Boller i tomatsovs

Det meste ligger i fryseren, mangler at købe et hvidkålshoved, ellers har jeg det jeg skal bruge.

Jeg har sat retter med hvidkål på planen fordi : 1…Det er billigt,  2…Det er sundt,  3…Der er mulighed for at få brugt et helt hoved, når vi kan bruge kål 3-4 dage på forskellig måde,  OG så kan vi lide det 😀

Jeg har en del pålæg i fryseren, det vil jeg have brugt noget af.  Det er godt slagterpålæg fra vores slagter-afdeling i super-brugsen i Sakskøbing. Der er rigtig mange slags at vælge imellem, selvfølgelig har vi vores favoritter, men endnu har vi ikke fundet nogle vi IKKE kan lide. Når jeg køber pålægget i stykker, skærer jeg det op og lægger det i mindre lynlåsposer, med ca 10-12 skiver i hver. Derefter kommer det i fryseren og er så lige til at tage op. På den måde er det muligt at variere vores pålæg.

Jeg har bagt  rugbrød og grovbrød, fordi vi skulle til datteren i Albertslund, jeg har også lagt et par af hver i fryseren til os selv.

Så det er ikke de vilde indkøb i denne uge – HERLIGT og godt for økonomien.
Hvis man engang imellem kan tage en uge uden for store indkøb, kan man både spare lidt penge og få ryddet op i fryser og skabe. Det kan skabe overblik og samtidigt får man ryddet lidt op (hvem har ikke brug for det). Jeg hører til dem der normalt har styr på mine skabe og skuffer fordi det forebygger MADSPILD, men alligevel er det rart at få brugt den halve pose “et eller andet” der kan gemme sig – samtidigt giver det plads til nye varer 🙂

 

Stegt medister m. rødkål og brunede kartofler

At lave medister er her hos os – megalet, da jeg ALTID koger medisteren så snart jeg har købt den,
Bagefter lægger jeg den så i fryseren, så tager man en pose op om morgenen og tør op i køleskabet – den skal bare brunes på panden.

Vi fik hvide og brunede kartofler til samt rødkål  (det lugter lidt af JUL  😉  )

IMG_2940

 

hakkebøf med bacon, brasede kartofler og råkost

I dag tog sønnen 1 dag før beregnet afsted til kæresten, så manden og jeg er alene hjemme.
Vi lavede maden om til bøf m bacon (mandens livret) og da vi havde lidt kartofler fra i går blev det til brasede kartofler .
Råkost fra i går fik et drys af sukkerærtespirer  de er værd at prøve
(de smager godt af helt nye ærter)

Bøfferne blev ombundet med et stykke bacon og resten af pakken blev ristet sprødt, klippet i småstykker og drysset over de stegte bøffer.

Den sidste rest risalamande fra i går blev til dessert med hindbærsovs(fra ALDI)

Så det blev hurtig mad og der blev ryddet op i køleskabet.

IMG_2939

Paneret flæsk m. råkost og persillesovs.

Vi fik revet gulerod m. citron som råkost, de revne gulerødder VIL sønnen have  en gang om ugen.  🙂

Paneret flæsk er magert stegeflæsk der  bankes og vendes i æg og rasp – steger lysebrunt i halvt olie / smør.
JEG lader det dryppe af på et stykke køkkenrulle – det tager meget af det overflødige fedtstof –
men generelt skal ALT der er stegt på panden AF NÅR DET ER FÆRDIGT –
skal det holdes varmt så sæt det i ovnen ved 125 grader –
det suger fedt som en svamp hvis det står på panden –
DET har jeg mine kranspulsårer for kære til 😉

Persillesovs er 1 spsk smør, der smeltes og tilsættes knapt en spsk hvedemel, piskes godt, og tilsættes letmælk til konsistensen er passende –
tilsæt hakket persille og smag til med salt og peber og evt muskat.

Da vi fik risengrød i går fik vi ris a la mande til dessert  🙂

IMG_2937

Batmands livret

Batmands livret er pommesfrites med pølsestykker –

Sønnen havde taget en kammerat med hjem (de skulle lave en opgave)
Så der blev lavet 2 bradepander –
Først kogte jeg pommes-frites og lagde dem i 2 bradepander –
Efterhånden som de var færdige (lidt lyse) –
kom de i en varm ovn, der stod de så mens jeg lige friturekogte en masse pølsestykker –
Jeg havde 10 blandede brune pølser og de rakte til 4 sultne –

Det blev serveret med Ketchup, remoulade og den hos os uundværlige chilisovs 🙂

TIPS: hvis man ønsker en mere fedtfattig udgave, laves fritterne i ovnen og pølserne kan også laves i ovnen hvis de rystes i et par tsk olie i en pose først –
men indrømmet jeg kan lide dem fra frituren.

IMG_2930

Karrygryde med ris og salat

Det vi får i dag er resten af den kalkungryde jeg lavede  13 / 11

DETTE er den oprindelige opskrift –

Kalkungryden er lavet af et stykke kalkun på 500g (det skæres i strimler eller firkanter)
1 porrer
2 gulerødder
1 pastinak
1 tynd skive selleri

Alle grøntsager skæres i stykker efter at være skrællet (der var ca 3/4 liter)
25 g smør smeltes og 2 spsk karry svitses –
imens vendes kødtykkerne i 2 spsk hvedemel blandet med 1/2 tsk peber og 1 tsk salt –
Kødet tilsættes karryen og der kommes en dl vand ved. –
Så tilsættes grøntsagerne og lidt efter yderligere 1 dl vand –
Det simrer til det er mørt, smages til og kan evt. jævnes yderligere (det gør vi ikke her)

 

Vi tilsatte en pakke cocktailpølser og serverede med en skål  kogte ris til karrygryden

Vi fik en skål blandet salat til med dressing (creme fraiche- typen)

IMG_2929

 

Verdens nemmeste tomatsovs + Chevapcici og nudler

Verdens nemmeste tomatsovs laver vi ofte af tomater der fra fryseren, men en dåse tomater kan også bruges, så skal der ikke tilsættes vand senere.Jeg bruger også af og til blot et par tomater + en “salatpose” fra fryseren.
NB: 1 “salatpose” er en pose fra fryseren hvor der en rest salat, når salat bliver frosset kan den ikke bruges som frisk salat men i tomatsovs virker det fint. Ofte er der en rest salat tilbage specielt hvis der har været gæster – mange smider det ud næste dag – DET gør jeg ikke, det fryses ned i mindre poser og bruges til ; TOMATSOVS, KØDSOVS, LASAGNE, GRYDERETTER ELLER MINESTRONE,  det giver kraft og masser af smag.

4 store tomater der er grofthakket (i dag brugte jeg 6 mindre), jeg er så heldig at der stadigt sælges lidt drivhustomater her i nærheden, hvor vi bor – så jeg bruger friske 🙂
2 hakkede løg
2 hakkede fed hvidløg
3 spsk tomatkoncentrat fra tube (købt i LIDL)
Tørrede krydderurter (2spsk persille, 1 tsk basilikum, 1 tsk timian,  evt. lidt tørret chiliflager)
1 spsk barbecue-krydderi eller paprika (jeg kan lide barbecue fordi den er tilsat røget paprika)
1/2 tsk salt
1/2tsk peber
1 – 1 1/2 dl vand tilsættes senere for at justere tykkelsen.

Det hele(minus vand) kommes  i en kasserolle og koges sammen –
Til at begynde synes du måske ikke, at det ser rigtigt ud, men lad det koge 10-20 minutter, mens der omrøres en gang imellem og tilsæt så vandet efterhånden – bare vent det bliver en tomatsovs der er mums.
Denne sovs kan varieres og tilsættes peber i tern revet squash eller en gulerod.

I dag serveres den med kinesiske nudler og Chevapcici.
Chevapcici er færdige kødruller af krydret oksekød (købes i dybfrost og skal blot steges igennem på en pande og så hældes den færdige sovs over) -Fås i mange supermarkeder bla. Aldi og Lidl.

Her et billede af de ingredienser jeg brugte (der er ret meget krydderi, men vi kan lide maden lidt stærk – man kan bruge det halve og så smage til)

Det nederste billede viser den færdige ret med chevapcici og nudler.  😉

IMG_2925 IMG_2927

Der blev en rest tilbage af den krydrede tomatsovs + 5 kødruller –
Jeg mosede kødruller ud i tomatsovsen med en gaffel –
Lagde det i en pose i fryseren –
Tænker det kan bruges sammen med revet ost til nogle pizza-snegle da sovsen er ret krydret.