Vi er i gang med en ny uge og de fleste har travlt, så i dag skal vi have æggekage, den laver jeg meget gammeldags af mange friske æg, en lille smule fløde, friskkværnet peber og finthakket purløg, ingen salt, da jeg steger i lidt fedt fra den bacon der skal på toppen den er salt i forvejen (og her har vi meget forskellig smag ang. salt).
Jeg steger først bacon sprødt på panden og tager den af og lægger på et stykke køkkenrulle. Så pisker jeg 6-7 æg (mine er STORE) med friskværnet peber og ca. 1/2 dl fløde eller lidt vand (mælk kan gøre æggemassen grynet). Så hælder jeg massen op på panden, hvor der er lidt afsmeltet fedt fra bacon, SKRUER NED på næsten lavt blus og lader æggemassen stivne mens jeg med en spartel skubber det stivnede i bunden væk fra midten, tilsidst lægger jeg låg på og lader den stå lidt på blusset, så er den stivnet på overfladen og klar til at blive pyntet med bacon udskåret tomat og hakket agurk og peberfrugt, serveres med brød til.
Jeg ved at nogle vender æggekagen på et låg og andre “bager” det stegte flæsk og kartoffeltern ind i æggekagen, og andre bruger mælk og mel, det gør altsammen æggekagen mere bastant, men vi kan lide den let og luftig, og det er et holdningsspørgsmål.
I går var vi en tur i skoven på cykel, det er nu man skal nyde det gode vejr. vi plukkede en skål brombær. Det er ved at være slut for de første der er modnet, men hos os er der mange der er røde endnu , så der bliver flere sorte om en uges tid, jeg skal nu ikke have plukket flere i år.
Jeg kogte for anden gang i år brombærmarmelade: 1 kg. brombær koges langsomt møre under låg med 1,5 dl vand (så bliver de ikke hårde) gryden tages af varmen og der tilsættes ca 900g SYLTESUKKER koger herefter 5 min under omrøring, konsistensen skal være som en tynd sovs, det bliver tykkere når det køler af, og hældes på glas, jeg fik 6 fine glas. Tidligere kogte jeg med rigtigt sukker, melatin og atamon, men syltesukker indeholder det hele, og er nemt at afmåle korrekt, så det er efter min mening en god opfindelse.
Jeg hører til dem der synes man skal tage imod mange af de nye ting der kommer, og så vurdere hvilke man selv kan have glæde af. Jeg indrømmer at når jeg kommer i en butik med køkkenudstyr får jeg julelys i øjnene, og bliver som et barn i en legetøjsbutik. kunne jeg, købte jeg det meste og min private maskinpark indeholder da også rigtigt mange ting (også nogle der ikke bruges så tit) alle købt som helt uundværlige, men jeg er nu glad for de fleste.