Lør,dag var vi til fødselsdag i Albertslund så vi fik te og boller fra fryseren ved 20-tiden.
I dag søndag har vi fået kogt hamburgerryg og dampede grøntsager, vi tog en flaske kølig hvidvin til, det var ikke så ringe.
Jeg køber hamburgerryg i den lokale dagligbrugs, det er reelt kød og de har den næsten altid på tilbud, ca. 2,1- 2,2 kg for 89 kroner, jeg skærer så 12 skiver på ca. 1,5 cm af. Dem lægger jeg i poser med 4 stk, poserne bliver derefter lagt i fryser. Disse skiver bliver brugt til hamburgerkoteletter; de paneres uden salt (kødet er salt) og steges på panden, serveres som almindelige koteletter, det er billig og nem mad. Resten af stykket(der bliver ca. 1 kg) lægges ned til senere kogning . Det var et sådan stykke jeg kogte i dag.
Hamburgerryggen lægges i en gryde og dækkes med vand koges ca 45-55 min, herefter slukkes og den trækker 15 min. Skæres i stykker og serveres med sennep og evt rødbeder.
Dampede grøntsager: Jeg laver dampede grøntsager i en gammel dampkoger, det giver grøntsager der er sprøde og farverige. De kunne sagtens være kogt i vand i en gryde, men jeg er nu glad for min dampkoger og bruger den meget. Den laver let perfekte grøntsager, ris og koger risengrød uden det brænder på og uden man skal omrøre – lidt smart.
Jeg dampede kartofler, gulerødder og et halvt blomkålshovede, det fylder kurven på dampkogeren og VI kan ikke spise mere, ja i dag er der så meget tilbage at det sammen med 5 skiver hamburgerryg bliver til en gratin på tirsdag, den serveres så med salat af ris og kikærter, men det er på tirsdag. I dag lavede jeg en urtesovs, der er en opbagt sovs der tilsættes en god klat smør og lidt fløde, til sidst tilsættes en spsk hakkede krydderurter fra haven, det er måske ikke til dem der lider af fedtforskrækkelse, men det gør vi altså heller ikke, og det er jo heller ikke noget vi spiser hver dag. Det ligner lidt bearnaisesovs, men er efter min mening sundere end pulver og “bøttesovs”.