Okseruller med bådkartofler og råkost

OKSERULLER:

Disse okseruller blev bestemt en “ommer”, jeg skal da lige kigge i den lokale brugs om de er der næste gang, fordi så kommer der en pakke i fryseren.
De var tilpas krydrede til mig og de 2 andre kom bare deres chilisovs på 🙂

Rullerne består af en fast fars af oksekød og udenpå er der en skive MEGET tynd oksekød. Oksekødet gjorde at kødsaften blev i rullerne, så de ikke blev tørre.

Okserullerne blev stegt i ca 20 minutter på en pande med 1/2 spsk smeltet smør, i mens blev de vendt hyppigt så de blev stegt på alle sider.
Halvvejs hældte jeg 3/4 dl vand ved og lagde låg på, da vi ikke bryder os om kød der har en markant stegeskorpe.

——————————————–

BÅDKARTOFLER:

1 kg kartofler skrælles og skæres i lige tykke både.
Jeg hælder dem i en frysepose,
hælder lidt(2 spsk) olie og krydderier på (her lidt paprika, salt og tørrede krydderurter)
vender posen rundt så det hele bliver fordelt grundigt.
Så lægges de på bagepapir på en bageplade og steger efter behov ved 190 grader, mine stegte i ca 40 minutter.

———————————————

SALATMAYONAISE:

Det  her kan JEG lide, det er kalorier, men det er begrænset hvor meget man kan spise.
Jeg rører en god mayonaise med græsk yoghurt (det giver det syrlige præg)
så tilsætter jeg lidt sød chili og tørrede krydderurter (giver sød og krydret smag)
Smages til med salt, peber og måske et lille nip sukker.
Resultatet skal være lidt sød/syrlig/krydret.

———————————————–

Vi fik råkost til af 4 revne gulerødder og 2 revne æbler smagt til med citron og lidt flydende honning.

————————————————-

IMG_2566

 

Mad-Plan for uge 18

MANDAG……………..Okseruller med dampede grøntsager og kartofler.

TIRSDAG………………Grøntsagsgryde med bulgur og friskbagt brød + en rest kød eller bacon til kød-spiserne.

ONSDAG………………..Frikadeller, bulgursalat og kartoffeltærter.

TORSDAG………………Snitzler og kartoffelbåde og en pastasalat.

FREDAG…………………STOR BEDEDAG (et barnebarn skal konfirmeres).

LØRDAG………………… Får jeg 2 dejlige småpiger på weekend, vi skal lave pølsehorn. Blev aflyst men da vi skal til konfirmation fredag kan vi bestille en pizza 🙂

SØNDAG…………………Jeg har købt nogle små sandwich-boller fra kohberg, dem kan vi få med pålæg. Hvis det er godt vejr skal der ordnes have (tror jeg) 😉

Varmtrøget laks på kuglegril,Persillekartofler og bondesalat

VARMTRØGET LAKS PÅ KUGLEGRIL:

Dette er et hit også hos dem der normalt ikke bryder sig om “fisk” 😉

Der tændes på normal vis i ens gril,
Ovenpå kullene sættes en alu-bakke med rygesmuld og låget lægges på,
Når der er røgudvikling,
sættes en grill-bakke med laksestykker (dem med skind på) på risten .
Hvis grillen er godt varm, skal de nu ryge 12 -15 minutter,
så er de rosa og lækre bløde, men ikke rå,
giver man dem 25-30 minutter får de den røgede overflade og er lidt mere faste, som dem man køber i butikkerne.
Vi kan lide dem bløde så vores får kun 15 minutter 🙂

—————————————————

PERSILLEKARTOFLER:

I dag var det skrællekartofler vi brugte (det er lidt tidligt til nye danske).
kartoflerne koges og vendes i 1 tsk smeltet smør med hakket persille,
og de er klar til servering.

——————————————————

BONDESALAT:

Bondesalat er en mere mættende salat hvor der ikke er lagt vægt på salatblade,
men ofte tilsat noget mere mættende som crutoner, æg, pasta eller som her ost.
Her var snittede forårsløg, hakket tomat, fintsnittet rød peber og mild ost i tern.

Dressingen var en creme fraiche rørt med et par spsk sød chilisovs.

————————————————-

Da jeg var i færd med at bage kom der også et par pølsehorn på bordet 😉

—————————————————IMG_2564

Blomkål m.timiansovs og bacon – medister og ris

Da husets unge mand og en kammerat skulle i skoven og køre “vildt” på mountainbikes i det gode vejr, skal der noget solid kost til efter 6 -7 timer i den friske luft.
Så de chilikrydrede  grøntsager m. ris blev lavet om til 1 helt kogt blomkål m timiansovs og bacon, serveret med stegt medister og  løse ris.

————————————————

BLOMKÅL MED TIMIANSOVS OG BACON:

Et blomkål koges så det er  med lidt bid i (altså ikke helt blødt)
1/2 pakke bacontern (jeg køber dem 2-delte i REMA 1000, til ca 10 kr),
bacon ristes på en hed pande til sprøde tern og gemmes.
25 g smør smeltes og 1,5 spsk hvedemel piskes i der spædes med 2,5 dl vand og piskes godt. Til sidst tilsættes lidt piskefløde (mælk) og et bundt timian der er hakket sammen med 1 tsk salt. Smag til med salt og peber og kog  sovsen op.

Nu anrettes blomkålshovedet (der er helt) med en lille smule sovs over, og øverst drysses den sprøde bacon.
Blomkål på polsk” laves i sæsonen for blomkål (så er de billige) lige sådan, men i stedet for bacon bruges lyst tørt brød , der er smuldret til meget grov rasp, dette ristes på en pande i smør/olie/eller lidt baconfedt til det er sprødt og drysses over. Denne ret smager godt med et stort eller 2 små hoveder og kartofler til. Hvis der bruges olie er det en  mættende vegetarret.

—————————————————

STEGT MEDISTERPØLSE:

Stegt medisterpølse er nemt her i huset, da jeg altid har medister der er kogt i fryseren. Den skal blot tages op og steges på en pande til den er pænt brunet og gennemvarm (skal dog lige tø op på køkkenbordet)

Jeg foretrækker at koge min medister inden den skal steges da den så ikke skal stege så længe et den bliver  for mørk. Andre steger den direkte på panden, men husk medister SKAL være gennemstegt.
Da jeg så køber medisteren når der er tilbud på den vi kan lide, måske 3 kilo  ad gangen, koger jeg den i så lidt vand som muligt, med det samme og lægger den ned i poser med  ca 500 g i hver – så er det nemt når det skal bruges.
Suppen der bliver bruger jeg til  en græskar eller kartoffelsuppe med chili, der er meget smag i kogevandet – så det behøver man ikke hælde ud. Det vil også kunne bruges til hurtige gule ærter (tilsæt blot møllerens gule ærter) og serveres med et par stykker pølse og rugbrød – så er der lavet aftensmad med det samme.

—————————————————

For de unge mænds skyld (de var godt sultne) fik vi løse ris til

Frugt til dessert – så var de mætte

——————————————————

Grunden til at mit blomkål er skåret over er : jeg delte på 2 fade <3

IMG_2561

Skovhuggerbøffer med ærter og røsti klejner til dessert

Skovhuggerbøffer:

Disse bøffer er omviklet med et par stykker bacon og kanten er rullet i krydderurter, de kan købes færdige lige klar til stegepanden . De vejer 125 g stykket så om man skal have 1 eller 2 er en smagssag – jeg stegte 4 og det var nok til os 3.
De steges på en varm pande – hos mig uden fedtstof da bacon smelter af som fedt – og her er det nok.

———————————————-

Kartoffel-røsti:

Røsti købes færdige i dybfrost, Jeg steger dem i  friture, så synes jeg de bliver mest sprøde, men de kan sagtens laves i en varm ovn ( sparer fedtstof).

————————————————-

Ærter:

Mens bøfferne steger sætter jeg vand over i elkedlen, når det koger hælder jeg det over de frosne ærter i en kasserolle – jeg koger dem ikke op men lader dem bare trække i det kogende vand under låg.

—————————————————

Klejner:

Jeg fandt den sidste pose med gærklejner fra jul  i formidags, da jeg ryddede op i fryseren – dem fik vi, drysset med flormelis til en kop kaffe som dessert.

—————————————————-

IMG_2559

Marineret svinekød med pasta og vegetarruller

I dag fik vi en portion tomatmarineret svinekød, jeg havde lagt i fryseren i februar da der var tilbud på svinekam i den lokale brugs.

400 g svinekam uden svær og fedt skæres i tynde strimler og blandes med 1/2 glas “asien style” tomatsovs – jeg køber den i ALDI (den er god og velkrydret) –
denne gang tilsatte jeg 2 spsk sød chilisovs.
Kød/tomat blandingen skal så trække nogle timer eller fra morgen til aften (min trak i 6 timer).
En pande  eller en VOK varmes godt op, og blandingen kommes på. På min pande (en med keramisk overflade) behøver man ikke olie, på andre er det nødvendigt med 1 spsk olie. Blandingen svitser til kødet er mørt så er det klart – Da vi lige blev en sulten ung mand mere til spisetid tilsatte jeg 2 spsk tomatkoncentrat, 2 dl vand og en stor kop frosne kødboller.

————————————————

Spaghetti blev kogt 12 minutter i saltet vand, og vandet hældes fra.

————————————————–

Vegetar-mini-forårsruller:

Disse ruller køber jeg i NETTO, de er rent vegetariske, nemme at have med at gøre.
Vi bruger dem af og til når vi skal have pasta eller pizza, da JEG ikke spiser de to ting.
De skal blot steges i lidt olie til de er sprøde.

——————————————————

Hjemmelavet is til dessert så blev alle inklusive de 2 unge herrer mætte.
På billedet er isen klar til drys og lidt jordbær til pynt 😉

——————————————————

IMG_2554 IMG_2555

Forårsdag i Planteskolen

I dag brugte vi et par timer på at køre i den lokale planteskole.
Jeg skulle have nogle krydderurter til at plante ud i drivhuset.
Der blev købt 1 salvie, 3 basilikum (elsker basilikum), 2 timian,desuden blev der købt nogle tomatplanter, en snackpeber, en bakke porreplanter og en bakke tidlige jordbærplanter.
Planterne fra planteskolen  er lidt dyrere end dem fra supermarkedet, men jeg får kraftige og sunde planter med et godt rodnet.
Hvis du køber planter i supermarkedet kan jeg et trick : løft planten ud af potten inden du køber den, har den ikke et pænt rodnet af helt hvide rødder (skal ligne bønnespirer), så lad den stå, for så får du ikke glæde af den 😉

Jeg har købt salvie til sommerens fisk (nu kan vi snart få på havnen igen).
Jeg har købt citron-timian og almindelig timian – dem bruger jeg meget – De er købt store og delt, så der er plantet nogle i bunden af tomaterne (skulle være godt mod lus)
Jeg har købt 3 x basilikum (jeg bruger masser af basilikum). Bruger den til salat og dressing, hakket i brød beregnet til mad, hvis der er rigeligt laver jeg pesto.
De tre slags er 1 almindelig, 1 thai-basilikum (lidt krydret)og en picoline med små blade.

De er alle plantet i krukker og står i drivhuset, der trives de godt hvis de bliver vandet.
Tomatplanterne og peberfrugten er plantet i vandingskasser i drivhuset, så fylder vi kasserne efter en gang imellem med vand. I kanten af kasserne er der plantet et par tidlige jordbærplanter – det synes børnene (+ voksne) er hyggeligt.
Så kan man om kort tid sidde i drivhus og spise jordbær. Senere når tomaterne er blevet store planter vi jordbærplanterne ud i haven.

Der blev også indkøbt et par speciel-øl fra skagen bryghus (de bliver måske nydt i drivhuset)

IMG_2549 IMG_2553 2 IMG_2551IMG_2554IMG_2553

Fiskefrikadeller / hjemmelavet

FISKEFRIKADELLER:

Fiskefars er noget rigtig mange synes er svært – jeg køber den også færdig af og til MEN kun når jeg kan få den jeg kan lide fra SKAGEN-FISK.
Det kunne jeg ikke i dag så jeg rørte den selv.

Dette skal bruges til ca 12-14 stk (rester er perfekte til frokost i morgen)
Fiskestykker (laks og torskelignende fiskearter) her ca 600 g
1 stort hakket løg
2 æg
1 dl hvedemel
2-3 spsk fløde eller mælk
Salt og peber (her kan krydres med hvad man holder af)
Først tog jeg skindet af 3 laksestykker og skar dem i tern, da vi godt kan lide at der er torsk i frikadellerne tog jeg 2 frosne torskefiletter og skar i tern (ialt knapt 600g).jeg rensede et stort løg og hakkede både løg og fiskestykker i minihakkeren.
Hvis man ikke har en minihakker kan det lade sig gøre at hakke blandingen fint med en stor kniv og et skærebrædt.
Jeg blandede løg/fiskemassen med 2 æg, 1 dl hvedemel og salt og peber – røres godt, til sidst tilsættes 2  spsk fløde eller mælk.
Herefter hviler farsen mindst 1/2 time i køleskab (gerne mere).
Steges i halvt olie halvt smør til de er gennemstegte og gyldne (skru ned for varmen)

————————————————

Vi fik kartofler, smørsovs med hakket persille (har det nu i drivhus) og salat til + naturligvis remoulade

————————————————-

IMG_2544

Mad-plan for uge 17

Denne uge skal vi have fiskefrikadeller, vi skal ryge et stykke laks (for nu er det NÆSTEN sommer) og jeg har lovet både ris OG spaghetti (puha).
Jeg har et stykke kogt hamburgerryg i fryseren, det vil jeg bruge en dag vi skal i haven – JEG kan jo desværre ikke styre vejret, så jeg bytter måske om på et par dage, rart med lidt “kunstnerisk frihed”.

Mandag………………………Fiskefrikadeller

Tirsdag……………………….Skinkevok med spagetti og vegetar-forårsruller

Onsdag……………………….Kold hamburgerryg med salat, flutes og kartoffelbåde

Torsdag………………………Chilikrydret grøntsager med ris

Fredag………………………..Varmtrøget laks på grillen (populær) med salat.

Lørdag………………………..???? barnebarnet kommer på besøg + skal være med til at bestemme middagen, men et er sikkert, morgenmaden søndag er kanelsnegle, rundstykker og kakaomælk med sugerør – får han kun hos farmor <3

Søndag……………………….. Rugbrød (måske ), jeg ved at jeg bliver træt efter besøget, men det bliver skønt og vi skal jo leve livet på trods af besværlighederne.

Jeg skal købe laks og fiskefars – skinkevok  og den kogte hamburgerryg har jeg i fryseren. Jeg skal have købt ris, kartoffelbåde og salat. I fryseren har jeg også vegetarrullerne ( dem køber jeg i NETTO).

Sandwich-boller med flæskesteg/hamburgerryg

Disse sandwich-boller slår Take-Away.
Min voksne søn på 19 og hans kammerater på 18-20 år synes de er fantastiske – de ringer gerne hjem og “afbestiller” maden hjemme hvis der er udsigt til dem her hos os 😉
Til os vælger jeg de store sandwichboller fra bagerafdelingen – men er vi mange fungerer de lidt billigere fra “Kohberg” skam fint.
Jeg bruger rester af forskellig steg fra fryseren – Når der steges steg her i huset, steges rigeligt, overskuddet lægges i mindre portioner i fryseren.
Ofte er svinekam, nakkekam, hamburgerryg, skinke  og kalkunbryst på tilbud, dette kan så blive til aftensmad og nogle pakker til “hjemmelavet fastfood”.
Det vi bruger i dag er  et stykke flæskesteg fra i forgårs, og et stykke hamburgerryg jeg kogte i går.

——————————————–

Sandwichbollerne lunes og  smøres med dressing,
herpå lægges iceberg-salat,
herefter tyndtskåret kød,
rødkål,
syltede agurker
OG låget på – dette er den klassiske flæskestegsandwich – rimelig enkel men god.

Den med hamburgerryg får
iceberg-salat
kød
LIDT mayonaise
Tomatskive, agurkeskiver og forårsløg
OG låget på

Der er mange muligheder, men enkelt med gode råvarer er godt,
ketchup, sennep, remoulade og ristede løg hører til en hotdog,
MEN kan man ikke leve uden sååååå.

——————————————–

DRESSING:

Mayo – gerne let-udgaven røres med en god sennep efter smag, den skal smage af noget uden at være skarp.
Vi bruger ofte en grov honning-sennep, den er god til dressinger, men en almindelig taffelsennep kan også bruges (så vil jeg tilsætte 1 spsk honning)

———————————————

IMG_2542