Ændring af vores kost igen-igen, (og nu er det svært)


Jeg har været nødt til at ændre på vores kost igen-igen, OG nu er det svært.

Jeg er diabetiker og tager insulin, derfor er det vigtigt at overholde visse regler med kosten.
Det har vi også altid gjort, ingen er perfekte (desværre heller ikke jeg), men vi gør vores bedste i hverdagen.

Da jeg for 2 år siden blev alvorligt syg (med mit hjerte), begyndte mit blodsukker langsomt at stige til foruroligende højder (ca 25-30) og det skal ligge på 5-10 – så det var MEGET højt, og er det stadigt, selv om det ER begyndt at falde.

Men opstramningen var nødvendigt, samtidigt med at jeg nu har fået en hel ny slags insulin.
Vi er  nu helt nede i de små detaljer og det gør ALT meget besværligt.
Jeg VALGTE  at starte fra bunden af og gennemgå ALLE vaner, fra vi står op til vi går i seng.
Så har jeg luget ud med hård hånd og ændret vanerne, så de 2 andre også kan være her og de stadigt kan få deres kage, slik osv.
Jeg har den store fordel, at jeg ved en hel del om kost, mad og råvarer, uden den viden ville det være endnu sværere.

Nogle vaner kan man VÆLGE fra (specielt hvis man har mange).
Vi har nu ikke mange – så det bliver lidt sværere at VÆLGE.
Det er meget optimistisk at tro, at ALT sødt for alle i huset kan erstattes af frugt , selv om jeg vist er født optimistisk tror jeg ikke på det i længden.
Der er meget stor forskel på at VÆLGE en kur der varer 4-8 uger og så vide, at du skal leve med ændringerne altid.
For at der ikke er nogen her, der skal undvære, er “kage-kassen”  skiftet ud med en stor dåse med enkeltindpakkede kiks og kage af forskellige slags (man kan få rigtig mange) 😀
Når der  tages kager herfra, bliver de spist, af den der tager dem og en anden (jeg) fristes ikke.
Jeg kan så selv VÆLGE hvad jeg vil have, frugt eller 1/2 rugbolle med ost –
men det er mit VALG 😉
Slik er ligeledes ændret – vi er en familie der godt kan lide chokolade –
og det er også ændret til enkeltindpakket portionsstørrelser og nogle chokoladestykker med et kakaoindhold på 70-85%.
Det er en meget drøj chokolade, som jeg også må spise i mindre mængde. Chokoladen har den fordel at man hurtigt bliver “mættet” af den kraftige chokoladesmag.
Derudover har jeg købt nogle “chokoladebarer” af mærket ISIS, de smager godt og indeholder desuden en del fibre, hvilket gør at de kan bruges til kaffen som et mellem-måltid, hvis man virkeligt trænger til kage til kaffen.
Så er der VALGMULIGHEDER.
Muligvis er det dyrere (nej, det er det) at købe i portionspakker, men LIDL, ALDI og sikkert også andre steder har det til en rimelig pris – og der bruges mindre.
Kig efter den chokolade ,der er pakket i æsker med mange små stykker med kakaoindhold på 70-85% (70% er mørk god chokolade, 85% er MEGET mørk chokolade med kraftig smag)
Kage: Der er det bare med at kigge på hylder og i  kurve, det varierer, hvad der er på hylderne (og tilbud) – men det gør kun kagedåsen mere spændende, at der er mange slags.
Børnene, der kommer her, synes det er en fest at finde den, der KUN er 1 stk af 😀
Det var lidt om det “søde hjørne”.

Med hensyn til vores daglige kost har vi hele tiden VALGT at anvende gode råvarer.

Det kan lade sig gøre UDEN at det vælter budgettet hvis man vælger årstidens grøntsager som basisvarer og så VÆLGER andre ting til, jeg vil meget nødigt undvære citron, agurk og salat helt i vores kost.

Vi køber en stor del af vores frugt og grønt direkte hos lokale producenter.
Vi har hørt bemærkninger som “det er for dyrt” og at “det er pop-smart” og ja, hvis det er “pop-smart” at passe på miljøet og købe dansk frugt og grønt, så er det da det jeg VÆLGER.
Det enkelte æble eller den enkelte pære er måske lidt dyrere, men vi har intet spild.
Vi har også i en snæver vending taget en pose danske æbler i supermarkedet.
Der var større spild, da de var rystet lidt rundt under transporten og havde ligget i plastikposen i længere tid, de havde ikke ligget på køl hele tiden.
Når jeg køber æbler og pærer, har de været opbevaret på køl i kasser og bliver så sorteret lige inden de kommer ud i salgsboden.
Her er der også tilbud på frugt der sorteres fra pga udseende eller størrelse, de smager lige så godt som de dyrere æbler og til æblekage eller mad er de ideelle.
Endnu bedre bliver det når bærfrugten kommer til sommer, der får du den ny-plukket direkte fra marken – her er der  en kvalitetsforskel, der kan ses.

Vi anvender en del Rodfrugter og forskellig Kål i vore mad lige nu – det er det der er i sæson, her skal der heldigvis ikke ændres.
Vi bruger en del ris og pasta og det burde vi have ændret til fuldkornsprodukter, det er ikke sikkert det lykkes, men vi prøver (de 2 andre skal jo også kunne spise det) og da jeg ikke spiser ret meget pasta, er det måske der, jeg VÆLGER at give mig.

Når man skal VÆLGE kød og pålæg, og det ikke skal koste en formue, er det en god ide at se efter tilbudene og købe det i større portioner og så selv pakke det om til fryseren.
Vi har gode tilbud i SUPER-BRUGSEN i Sakskøbing og kvaliteten er god.
Vi har altid VALGT kød og fars med en lav fedt%, det svinder ikke,  så 400 g rækker lige så langt som 500 g af det med højere fedt% – når vi så ikke smider rester ud (næsten alt kød kan anvendes som pålæg) er der ikke et større forbrug på den konto.
Ligeledes med pålæg, jeg køber slagterens hjemmelavede pølsepålæg, nu vil jeg nok VÆLGE dem med mindst fedt (for han har dem). Jeg skærer det så selv i skiver og fryser det ned i mindre portioner. Leverpostej laver jeg selv, jeg bruger en opskrift hvor fedt erstattes helt med kogte kartofler og det smages IKKE 😉
Så her er der heller ikke mange ændringer der kan gøres.

De store omvæltninger  kommer nu ved valg af mejerivarer, fedtstoffer og brød.
Ved valget af brød kan jeg hente lidt.  Jeg skal tænke i blodsukker-indeks.
Blodsukker-Indekset baserer på, hvor stor blodsukkerstigningen er de første 2-3 timer, efter man har spist en bestemt fødevare.
Ved at vælge at bruge flere havregryn og mere groft mel (eks rugmel) –
kan jeg hjælpe mit blodsukker til at ligge mere jævnt.
Grove madvarer har lavt indeks-tal, hvedemel og forarbejdede varer har et højt højt indekstal.
Det er hovedreglen, men de fleste fødevarer har fået et Indeks-tal.
Her er link til hvor der er en fortegnelse over fødevarernes indeks-tal – madnørder som jeg kan kigge her:

http://www.carbs-information.com/glycemic-index.htm

Ved fedtstofferne har vi søgt på nettet og fundet ud af at:
Olivenolie er sundest – bruger den med chili og den med citron, fordi den ikke smager af oliven (jeg kan ikke lide smagen)
Rapsolie er bedre end solsikkeolie, da den tåler højere temperaturer
Sesamolie er sund, men duer efter min mening kun til vok-mad (dufter og smager FOR specielt)
Så fandt vi Kokosfedt (det er næsten flydende når det står i køkkenet), det skulle være godt at stege i + det tåler ret høje temperaturer, så det har vi indkøbt. Husk at se efter prisen, det er vanvittigt dyrt på nettet, men har fundet det meget billigere i ALDI (jeg har købt 3 glas) og der skal ikke bruges meget, det smelter på panden og ligger som en tynd “oliefilm” . Det dufter af kokos når man steger, men det færdige produkt smager ikke af kokos. Det virker ret godt, så det har vi VALGT at bruge der, hvor jeg før ville have stegt i 1/2 smør/olie.

Midt i mellem fedtstof og mejerivarer er mayonaise, remoulade osv.
Jeg har VALGT ligt-mayo og en almindelig remoulade, almindelig sennep og ketchup.
Det har jeg fordi jeg bruger ligt-mayo til dressing og tærtebunde, det andet spiser jeg ikke ret ofte i forvejen så det har jeg valgt at købe almindeligt (prisen er også meget høj i forhold til den gevinst JEG ville opnå)

Når det drejer sig om mejerivarer:
Jeg har VALGT at min sødmælk IKKE skiftes ud,  jeg har VALGT at der stadigt kommer smør på morgenmadens rugbrød og 1/2 bolle (resten af dagen kan det godt undværes)
Vi er nu begyndt at bruge den indkøbte kokosfedt  og det “sparer” en del på olie og smør kan jeg se (den sidste uge er der ikke brugt meget)- og der bruges ikke meget kokosfedt istedet.
Ost vil vi gerne have om morgenen, og jeg har valgt en mellemlagret m 30% .
Græsk yoghurt har jeg lært at bruge (og holde af) hos vægtkonsulenterne for 4 år siden, da jeg var på slankekur (tabte ca 40 kilo) og yoghurten har været i mit køleskab siden, den køber jeg nu med laveste fedt%, der hvor jeg handler.
Piskefløden er totalt fjernet og erstattes med mælk rørt med 1 tsk maizena ELLER en madlavningsfløde (mælk m maizena virker lige så godt). til flødeskum bruger jeg “den røde erstatningsfløde med 18% beregnet til piskning”, den er en udemærket erstatning smagsmæssigt.
Vi bruger en del æg ca 2 bakker(60 stk) på en måned, det bliver vi ved med og de købes som vi plejer i en gårdbutik.

Med hensyn til brødet:
Her kan der hentes lidt hjælp til blodsukkeret –
Vi har altid spist meget hjemmebagt lyst brød og bløde boller,
og har fået  det serveret sammen med hjemmebagt rugbrød.
Det er der stadigt, men nu serveres der OGSÅ havreboller og rugboller 🙂 til morgenmad,
så er der en VALGMULIGHED.
Til frokost serveres der kun hjemmebagt rugbrød.
Når der serveres flutes til maden serveres der nu også grovboller.
(Jeg vil til at eksperimentere med at bage rugboller for hvis de er bløde kan jeg faktisk godt lide dem)

Marmelade spiser jeg ikke meget af men man kan få sukkerfri marmelade der smager af babymos(det kan jeg ikke lide) og så kan man få marmelade der smager af frugt og er fin, så det er med at se sig for – Der er et mærke der er sødet med vindruesaft, den duer IKKE, fordi det er frugtsukker, det virker på blodsukkeret som den med sukker.

En hel del dåsemad skal man være opmærksom på:
Dåser med majs indeholder ofte sukker (men kan fås de fleste steder uden)
Dåser med tomat og tomatkoncentrat kan indeholde sukker (se bag på dåserne)
Jeg har VALGT tomatkoncentrat på tube fra LIDL den er uden sukker og smager af tomat, og det er muligt at tge 1 tsk til feks.dressing uden at have en åbnet dåse.
Vær opmærksom på alle færdigvarer, der er gode og mindre gode varer –
Mange af dem indeholder sukker og alt for meget fedt og salt til en almindelig kost.

Jeg har nu skiftet min store mel-bøtte til en mindre og sat den ind i skabet. Så har jeg hældt havregryn i et stort glas, fyldt en bøtte med maizena osv. og sat de sunde valg frem på hylderne. Således signalerer jeg til mig, hvad der er rigtigst at bruge, jeg håber så at det bliver nemmere at VÆLGE rigtigt i det daglige når det står parat på hylden (for lige nu skal der godt nok megen tankevirksomhed til når der laves noget i køkkenet)  ;-/

Det blev et meget længere indlæg end jeg er vant til at lave, men bare det at sætte ord på har gjort det lettere og måske kan det være en inspiration for andre Ved en langsom slankekur er det faktisk de samme ændringer der skal laves.
Ved nærmere gennemgang ligner det meget det jeg spiste, da jeg skulle tabe mig, men der havde jeg flere dårlige vaner, det gjorde det på en måde lettere.  😀

Først valgte jeg at skrive mit indlæg, derefter ændrede jeg alle de steder hvor der stod noget med at vælge til STORE bogstaver, det viste tydeligt (hvad jeg godt vidste), at jeg har det bedst med at have VALGMULIGHEDER og ikke være” tvunget til” –
MEN sådan er jeg og det VÆLGER jeg at blive ved med 😀

 

 

 

 

 



Comment 0 Replies

Your Information