Madplan for uge 13 (28/3 – 3/4)


Nu er det altså forår og vi er i haven, vi kan gøre parat og inddele  haven i de forskellige felter.  Jeg skal en tur på gartneriet og købe planter – der skal købes en del porrer , selleri og kål-planter, vi køber også squash, agurk og tomat som planter – det koster lidt men jeg får nogle stærke planter – synes jeg. Det er ikke sikkert at agurk og tomater er kommet hjem hos gartneren endnu – men så venter vi – Jeg er aldrig den hurtigste der planter til, for det første er vores jord kold og her er en del blæst, så det kan ikke betale sig at skynde sig her.
Min mand er begyndt at fræse haven og når jeg skriver fræse er det med en elektrisk havefræser, der kun fræser/vender det øverste lag rundt – vi graver så lidt som muligt og i store træk ser det ud til at lykkedes med de fleste ting.
Jeg er blevet opmærksom på at mange ting er stigende i pris og jeg vil derfor begynde at lave indkøbsseddel igen.  Jeg vil anbefale at man hvis budgettet skal holde gør sig nogle overvejelser om hvordan man handler og hvad der måske er muligt at ændre.
Jeg fortrækker at handle selv – jo flere vi er jo flere “gode” ideer 🙂
Handl feks 1 gang om ugen hvor det meste handles, og så 1 gang senere på ugen (ekstra mælk og hvad man mangler)
Handl tidligt – om morgenen er der ofte frugt og grønt på tilbud da der skal nye varer frem i butikken.
Handl ikke stort ind om fredagen da er varerne  dyrere da de dyre udskæringer bliver lagt frem til weekendmad og butikkerne ved at hævekortet sidder løsere op til weekenden.
JEG ved at i vores rema + netto ryddes der ofte op og gøres klar til weekendvarer onsdag eftermiddag og torsdag, derfor er der flere “gul-mærke”pris – derfor kend din butik og handl derefter
Too good to go-poser er også en mulighed, men jeg synes at jeg skal køre for langt efter dem.

MANDAG:………Boller i karry  m ris og ærter (jeg har 2 bøtter i fryseren) så der skal blot koges ris og ærter – boller i karry har jeg 2 rester af, ellers laver man en god karrysovs med løg og 2 æbler i skåret i små bitte stykker, hertil tilsættes kødboller kogt af indmaden fra en pk medister(den dovne metode) jeg har købt flere pk til 10 kr i sidste uge, så det bliver metoden her.

TIRSDAG……….Pastaret med skinkestykker og gulerods/ananas-salat (bruger en pakke skinkestrimler eller en rest fra weekenden. uden skinkestrimler, men evt med en rest grøntsager er det en kødfri ret.

ONSDAG………..Millionbøf med kartoffelmos og rødbeder (her putter jeg  godt  med gulerødder og løg i så nøjes med 250g  oksefars) – forbedret Mormor-mad.

TORSDAG………Fiskedeller, stegte kartofler  og stuvede bønner fra haven (ligger i fryseren)/ alternativ stuvede ærter +gulerødder – jeg har bare bønnerne

FREDAG…………Rugbrød med rester, sild og karrysalat, tomat + agurk, evt torskerogn.

LØRDAG………..Græskar (bagt, kan udelades, men jeg har 2 tilbage af vintergræskar) grøntsagsret med tomat + halve æg.

SØNDAG…………Kyllingekarbonader m. en salat af broccoli-ris, peberfrugt, groft revet gulerod og pyntet med et grønt drys + tomat..

Indkøbsseddel til uge 13.
Kogeposeris eller 1 kg ris – ærter fra frost – 1 billig pk medister til kødboller
2 kg Gulerødder – 2-3 pastinakker – skinketern/rest fra weekenden – pasta – 4 kg Kartofler – 1 broccoli – 200-250g (1/2pk) hakket oksekød – løg – Fiskefars eller færdige fiskedeller – sild – æg – tomat – 2 x agurker – rugbrød -1 x hakket  kylling –  havregryn – hvedemel – dåsetomat – saft – knækbrød – 1 x toastbrød – 1 x marmelade – 1 x smøreost – 1 glas rødbeder – 1 stk leverpostej – 8 liter mælk – 1 smørprodukt – (olie) –  1 poser frugt – evt 1 x melon –  2 x gær.

Salt, sukker og krydderi har jeg ikke medregnet, ej heller  feks. ketchup, mayonaise og remoulade, det er ting der ikke bruges op men holder i længere tid og de bruges sjældent op samtidigt.

Ovenstående kan hvis man køber de billigste udgaver købes for ca 400 kr, så der er lidt til uforudsete indkøb – måske har man noget i gemmerne, jeg har feks pasta + skinke fra mandens fødselsdag, 1 glas rødbeder er der også på hylderne, ligeledes er der smør fra fødselsdagen. ÆG har JEG fra mine hønsemadammer og jeg har selv kogt marmelade så der er et par slags i skabet. – det alene giver mig en besparelse på 70-80 kr. Der er altid noget man mangler feks ekstra brød, frugt,  eller lignende.

Ovenstående indkøb vil kunne give en rimelig kost til en familie med 2 voksne + 2 børn.
Jeg anbefaler at bage 1 gang om ugen 2 hvedebrød og 1 plade boller, man kan bage rugbrød, men det er lige så billigt at købe det, hvorimod der kan bages 2 brød + 25 boller for en materialeudgift på ca 8 kr – det kan ikke gøres billigere.

Morgenmad  : brød m marmelade eller smøreost, havregryn/grød med mælk.
Formiddag   n : gnavegrønt + 1 bolle
Frokost rugbrød med rester fra dagen før, æg, tomat, leverpostej ell lignende.
Eftermiddag : frugt, knækbrød eller en skive hvedbrød. hertil saftevand.
Aften              : middagsmad efter planen
Der drikkes vand til maden men der købes en flaske saft til om eftermiddagen.
Vand er sundere end det der normalt drikkes og det er i overensstemmelse med de officielle kostråd.