Mørbradgryde med ris og en rest bulgursalat

MØRBRADGRYDE:

1 mørbrad (havde en billig i fryseren) renses og skæres i bidder.
1 peberfrugt i strimler
4 små gulerødder i skiver
1 stort hakket løg
1 fed hvidløg (hakket)
1 stykke rød chili efter smag (finthakket)
salt,peber og tørret timian
ca. 1 dl piskefløde(det havde jeg, ellers ville jeg have brugt madlavningsfløde)

Kødet pudres med hvedemel og brunes i halvt olie/smør,
grøntsagerne kommes i og det hele brunes let, så tilsættes først 2,5 dl vand og det koger godt igennem til kødet er mørt – herefter tilsættes fløden , det smages til og koges godt igennem.
JEG tilsatte 2 dråber kulør.

KOGTE RIS:

Mine ris koges i forholdet : 1 del ris til 2 dele vand – kogetid = 18 minutter, men check på pakningen du har.

Vi fik en rest bulgursalat der stod i køleskabet  til.

IMG_2659

 

DRESSINGER til lidt af hvert

Dressing  kan være mange ting –

Nogle gange er det passende med en tynd dressing, andre gange kræver retten en kraftig lidt tykkere (cremet dressing),
alt efter hvad den skal bruges til.
En anden ting der skal tages hensyn til, er krydringen. Hvis hovedretten er meget krydret ELLER meget fint afstemt i smagen ville det ikke være passende med feks. en stærk chilikrydring eller hvidløgsmarinade, da det vil overdøve det øvrige.

En “tynd” dressing er god til en salat eller som marinade til feks en kold kartoffelsalat eller en rest kolde kogte grøntsager.
pastarester, bulgur, ris og lignende får en masse god smag hvis den trækker lidt i en vel krydret dressing.

En tykkere(cremet) dressing er velegnet som dressing til enkle salater, eks. blandede snittede salatblade OG som “dyppe”-dressing til pommes-frites, kartoffelbåde og grøntsags-stave.
Specielt børn er glade for selv at bestemme og dyppe med fingermad og vi er da også nogle (måske barnlige)voksne 😉

Her hos os køber vi normalt IKKE købedressing,
1…..Det er dyrt (der er meget vand i)
2…..Vi når ikke at få dem brugt(når de er åbnet er der begrænset holdbarhed)
3…..Der er rigtig mange tilsætningsstoffer i
4……SÅ svært er det heller ikke 🙂

Vi køber lidt skiftende et surmælksprodukt (A38- tykmælk-osv),
skyr, græsk yoghurt, eller creme fraiche.
Her ud over bruger vi mayonaise (måske light alt efter samvittigheden).
Vi bruger olie (som regel neutral), citron, vand, flydende honning, masser af krydderurter (både friske og tørrede) og chilisovs og tabasco, men vær opmærksom på allergi.

Jeg vil give 3 muligheder for en tynd dressing og 3 muligheder for en cremet dressing, men det er jo bare at give den gas og smage sig lidt frem stille og roligt undervejs. Til sidst er der en dessertcreme og en mayonaise rørt på græsk yoghurt – magert og med god smag.

Den første er god til en blandet salat eller en marineret kartoffelsalat.
2 spsk olie, 1 spsk citron, 1 spsk vand – alt piskes sammen til en emulsion og krydres med et par dråber flydende honning og smages til med lidt salt, peber og masser af krydderurter.

En anden mulighed som vi tit bruger til salat er,
citronsaft, lidt vand og lidt flydende honning – ikke sød og ikke sur –
somme tider piskes der en spsk piskefløde i.

Den tredje mulighed er en krydret dressing som er god til blandede pastasalater med tørrede tomat og peberfrugt.
2 spsk olie, 1 tsk tabasco, knust hvidløg, 1-2 spsk vand eller fløde, salt, peber og lidt chiliflager.
Denne dressing (med fløde) giver smag til kold pasta og er fin som en del af en buffet – også effektiv (uden fløden)til en salat med koldt kød.

De næste dressinger er  tykkere og mere cremede dressinger der alle starter med et surmælksprodukt – jeg vælger ofte græsk yoghurt.
Dette produkt er rigtig godt til frugt-desserter.

Den første er en hvid dressing:
Græsk yoghurt røres passende lind med lidt mælk, krydres med salt, peber og evt hvidløg
Skal denne bruges som salat”mayo” skal der tørrede krydderurter i, samt lidt “syre” eks et par dråber eddike eller 1 hakket lille syltet agurk, salatmayo skal have en anelse sød/syrlig smag, og græsk yoghurt er ikke ALTID syrlig nok, den skal også have en ANELSE sødme eks 1 dråbe honning.

Den næste er en gul dressing:
Græsk yoghurt røres med karry, ananassaft, lidt sennep, salt og peber – Denne dressing er god til en rissalat eller sandwich med feks. kylling, eller æg, rejer og tomat.

Den sidste er en  “rød” dressing:
Græsk yoghurt røres med tomatpure, lidt sød chilisovs og hvidløg, krydres med salt og peber.
Denne dressing er fin til pastasalater og til at dyppe i og til sandwich med koldt kød.

De næste opskrifter har jeg lært af vægtkonsulenterne, da jeg for 3 1/2 år siden tabte næsten 40 kg (kun 2,5 kg er kommet på igen) 🙂

EN DRESSING TIL DESSERT:
Græsk yoghurt røres med lidt flydende honning og vanillekorn –
denne dressing er god som creme til frugtdesserter, lægges frugt i portionsglas og der toppes op med creme i glassene og disse sættes i køleskab, bliver cremen tyk og lækker og skal blot pyntes med et (chokolade)drys ved servering.
Dette er en mager dessert der kan serveres for næsten alle <3

En anden anvendelse for græsk yoghurt er at krydre med en anelse sennep (ikke grov), måske en æggeblomme og en smule salt og peber.
Denne blanding har jeg anvendt som mayonaise med godt resultat, både til salater og forretter – magert og lækkert.

Medisterpølse, kartoffelbåde,bulgursalat og små grøntsagsruller

MEDISTERPØLSE:

Medisterpølse koger jeg først og bruner på panden i halvt olie /smør.

—————————————–

BÅDKARTOFLERNE:

Bådkartofler (FROSNE) lægges på bradepanden på et stk bagepapir,
steges i en 200 grader varm ovn i ca 30 min – vendes undervejs.
Hvis de ikke er fra fryseren, skrælles de og skæres i både – lægges i en pose med 1/2 dl olie og de krydderier man ønsker – lægges på bagepapir og steger ca 45-50 minutter ved 180 grader.

—————————————–

GRØNTSAGSRULLER:

Disse ruller køber jeg på frost i netto, de er vegetariske men et godt tilbehør til hverdagsretter. De steges blot i lidt olie og vendes rundt.

————————————-

BULGURSALAT:

Bulgur koges (hvis man ikke har en rest), blandes med det grønne fra forårsløg, agurke-tern og gulerods-spåner (gulerødder høvlet med kartoffelskræller).
Dressingen er citronsaft pisket med lidt honning og LIDT vand.

———————————————-

IMG_2656

Kogt skinke, flødekartofler og salat

Den kogte skinke var en hel skinke på  godt 4 kilo, jeg købte i vores brugs – jeg har skåret  2 stykker på ca 1 kilo af og har nu et stykke på 2,4 kilo + et stykke på ca 1 kilo i fryseren – dem kan jeg bruge senere.
Det sidste stykke på ca 1 kilo kogte jeg i dag i rigeligt vand uden salt og skar i skiver, det blev nogle solide skiver, men nogen af os halverede bare skiverne og der var nok til os 4 + lidt rester. Disse rester blev skåret frit for kanterne, skåret i små tern og lagt i en pose i fryseren (disse vil jeg bruge til tarteletter med ærter og gulerødder en dag jeg skal lave frokost til mit “arbejdshold” i det hus vi har købt) 😀

Flødekartoflerne er lavet uden hvidløg og efter opskriften her:

Flødekartofler

Salaten var grøn pluksalat fra haven, tomat og mozzarella.
Dressingen var citron, lidt vand, lidt olie, salt, peber og tørret basilikum, alt pisket godt sammen og dryppet over salaten

Friske melontern til dessert. 😉

IMG_2655

Flæskesteg med dampet grønt og nye kartofler

Flæskestegen i dag var 1/3 af en kam ca. 1,5 kg
Her er et link til flæskesteg med svær:
https://billigeopskrifter.dk/flaeskesteg-a-la-jul-naesten/999
I dag måtte sværen fra stegen en tur under gril for at blive sprød:)

De dampede grøntsager var lidt gulerod, blomkål og forårsløg,
der blev dampet i lidt vand.

Vi fik en brun sovs lavet som mager sovs med kulør .
Her er link til sovsen:

Mager Sovs

IMG_2654

Frikadeller, kold kartoffelsalat,pastasalat og hvidløgsflute

Frikadeller er en genganger og jeg bruger min opskrift på SLAGTERFRIKADELLER:

Frikadeller til fryseren


Det gør jeg fordi ,de er gode i morgen til madpakker eller ,hvis der er flere til frysning.
HUSK rigeligt med salt og peber.

Kold kartoffelsalat:
Denne opskrift lagde jeg på i mandags:

Kold kartoffelsalat


(i dag kom der ikke agurk i da der er agurk i pastasalaten)

Pastasalat:
Kogte Pastaskruer blandes med hakket tomat, hakket agurk og hakket løg. Der hældes en dressing over  af olie,vand , citron, salt, peber og evt. hakkede krydderurter.

IMG_2653

Uge-plan for uge 25

I denne uge tager vi den lidt med ro – JEG har haft en blodprop og tager alting stille og roligt – er naturligvis sat i behandling der opløser og forebygger – Må derfor ikke spise for meget kål – dette er ikke til diskussion (sønnen synes det er perfekt) vi andre er lidt mindre begejstret 🙁

MANDAG————-Flæskesteg, kartofler og rødkål + hjemmelavet is

TIRSDAG————–Kogt skinke og flødekartofler og bulgursalat

ONSDAG—————Medisterpølse m. kartofler og ærter

TORSDAG————– Byg selv – burger

FREDAG—————Mørbradgryde m. Ris

LØRDAG—————Biksemad m spejlæg

SØNDAG—————Kotteletter i fad m pasta

Røde pølser, persillesovs og nye kartofler – Danske jordbær til dessert

Denne middags-ret er noget vi fandt på da sønnen var lille (3-4 år), ham og hans fætre kunne lide det og for os har det nu i mange år været tradition at dette skal vi have 1 gang om sommeren når persillen er frisk i haven, kartoflerne er fine og små og de danske jordbær kan købes ved boderne ved vejen. Til jordbær får man mælk eller piskefløde efter ønske.

Normalt spiser vi ikke røde pølser – MEN lige her er de på sin plads 🙂 – For os er det indbegrebet af sommer. Da vi har 2 småpiger på besøg, og menuen er børnevenlig, så blev det i dag, men stadigvæk – køb en ordentlig pølse (2 gode er bedre end 4 halvdårlige) coop har en rimelig udgave, og jeg har købt en tulip-pølse, den plejer stadig at bevare det sprøde knæk.

PØLSER:

Pølser varmes bare ved at komme i kogende vand, tages straks af varmen og hviler i det varme vand.

——————————————

PERSILLESOVS:

Persillesovs er en lys sovs smagt til med salt, peber og persille.
Sovsen skal ikke være for tynd og der skal være rigeligt persille.
Brug evt søgefeltet til højre og søg på “mager sovs”

—————————————-

Nye kartofler renses så meget man ønsker, nogle vil have skræller, JEG vil have UDEN SKRÆL – koges i saltvand i 10-15 minutter.

—————————————–

Jordbær med fløde/mælk til dessert

——————————————

IMG_2652

Italienske kødboller i tomatsovs, pastaskruer og salat med ananas

Salat med ananas:

Blandet salat (rød og grøn pluksalat – har det i haven)
1 dåse ananas i tern
Delene blandes og en dressing af citron ,lidt olie, lidt vand og 1 tsk honning piskes sammen og hældes over,
pyntes med lidt strimler af rød peber eller fintskåret forårsløg.

———————————-

Italienske kødboller:

500 g oksefars, 2 æg,  2 spsk hakket persille, 1,5 dl rasp, 2 tsk hvidløgspulver, salt og peber – det skal smage af noget.
Det hele æltes med hånden og rulles til små valnøddestore boller,
disse rystes i et par spsk hvedemel og steges herefter i 1/4 dl olie på en stegepande. Panden rystes hele tiden så de forbliver runde (de triller rundt på panden). Skal kun steges få minutter.
der bliver rigeligt til 4 personer – kan også række til 5-6 personer.

Tomatsovs:

6 tomater( evt 1 dåse), 2 fed hvidløg, 1-2 løg (efter størrelse), lidt paprika, 2 spsk tomatpure (fra tube eller dåse), her 1 spsk sød chilisovs, et drys sukker, salt og peber.
Det hele hakkes og koges sammen – blendes og tilsættes tørrede krydderurter (her basilikum).
Kødbollerne tilsættes og varmes godt igennem.

—————————————–

Serveres med nykogt pasta og salat –
Dette er en af de retter der næsten kalder på en flaske italiensk vin ;-), på mavepine hos sønnen, og vi får friske frugtspyd til dessert.

——————————————-

IMG_2650

Forloren hare, æbler med gele og brunede kartofler

FORLOREN HARE:

500 g oksefars, 2 dl rasp, 1,5 dl mælk, 1 æg, salt og peber (der skal en del salt og peber i) – jeg tilsætter 1 tsk  stødt ingefær, det smager godt i fars.
Alt æltes sammen til et fast brød og der lægges bacon på –
hæld 1,5 dl vand ved og – i ovnen ved 200 grader i 50 minutter.

Skæres i skiver og anrettes med de brunede kartofler og halve æbler med gele

Æbler med gele

5 æbler skrælles , (hvis man bruger nedfaldsæbler skal der være mindst 2 halve æbler pr person)

de skæres i halve og kernehuset fjernes, lægges med den buede side opad på en tallerken

drysses med en spsk sukker og en spsk vand, sættes i mikroovnen ved fuld effekt i 1 minut, herefter vendes de og får 15 – 60 sek. alt efter hvilken ovn man bruger, (min skal have 20 sek), så er de møre skal køle af og fyldes med 1 tsk ribsgele i “hullet”

Fra man starter med at skrælle til de er færdige går ca 5 min og det er et tilbehør som specielt børn holder af.

BRUNEDE KARTOFLER:

Brunede kartofler laves nemt og bliver flot gyldne således:
Kog 3/4 dl vand med 100 g sukker til en lys gylden sirup på panden,
de afdryppede kogte små kartofler hældes på og rystes nu rundt på panden,
lad være med at røre hele tiden, men ryst panden i stedet.
Når kartoflerne er varme og gyldne er de færdige

IMG_2649