Som de fleste ved, har jeg insulin-krævende diabetes, det betyder, at jeg skal tage hensyn, når jeg laver mad.
Jeg SKAL overholde diabetesforeningens kostråd om fedt , sukkerarter og fibre.
Da maden jo smager godt, er det normalt ikke det store problem.
Det som jeg troede ville være svært er det ikke (og omvendt).
Jeg troede at det ville blive et problem at finde de “rigtige” madvarer – det er det ikke –
de er i butikkerne, og behageligt nok viste det sig, at mange af de ting vi købte i forvejen overholdt reglerne.
4 tip til hjælp ved de daglige indkøb.
1. Køb varer så lidt forarbejdet som muligt (så bestemmer man selv hvad der skal i og resultatet bliver sundere).
2. Køb “de tungeste varer” (eks. de tungeste salat-typer eller hvidkål indeholder langt flere fibre).
3. Det gamle trick med IKKE at købe ind, når man er sulten virker – er det nødvendigt, så tyg mentol/spearmint tyggegummi imens du handler, så fristes man ikke til at putte noget i munden (du tygger jo i forvejen).
4. Køb magert kød, kiloprisen er dyrere men 400 g magert kød rækker lige så langt som 500 g kød med højt fedtindhold, da det ikke svinder (de fleste kender en lidt fed ribbensteg – den kryber til det halve)
Det svære er at få rutineprægede opgaver til at være sunde –
Jeg ved en masse om forskellige typer diæter –
Jeg ved en masse om ingredienser og madlavning –
Jeg ved en masse om de enkelte opskrifter og om hvordan de ændres –
Jeg ved en masse om diabetes og behandling heraf –
Jeg ved en masse om kostens betydning på kroppen –
Så hvor svært kan det være – det er svært –
Bedst som jeg mener “nu kører det” så går det galt –
Til min store overraskelse er jeg bare helt almindelig – ÆV 😀
Efter at have undersøgt det nærmere, ved jeg nu, at det tager mindst 1/2 år eller mere at ændre vaner – specielt rutineprægede opgaver –
Så der skal tålmodighed til (og det er ikke min spidskompetence)
Hos os er det forholdsvis enkelt.
Vi har valgt, at vi stort set spiser de samme madvarer og da det mest er mig, der bestemmer hvad vi skal have at spise og også er med til at handle, er det lige til.
Her i huset er de 2 andre parat til at prøve noget nyt, hvis der bare OGSÅ er noget de kender.
Det er faktisk et ret godt trick når man introducerer noget nyt og spændende, så server noget familien kender ved siden af, feks som tilbehør, så virker det ikke så anderledes.
Hvis der er mindre børn så sørg for at der er muligheder for mindre stykker eller portioner af “det der mærkelige” og gør det en lille smule mere interessant end resten, ved at pynte det eller ved at sætte feks tandstikker i nogle af de mærkelige grøntsager (jeg kender en pige der spiser kogt blomkål her, fordi der kommer flag i) – HER har vi en regel der siger – vi smager på det, men er ikke tvunget til at kunne lide det og skal derfor heller ikke spise det – men vi smager på det næste gang også.
Både børn og voksnes smagsløg ændrer sig og vi skal vænnes til nye ting.
Hvis man er blevet tvunget til at spise noget hele sin barndom får man en aversion imod det senere i livet. På den måde frarøver man dem lysten til at prøve nyt og resultatet bliver voksne der rejser til fremmede lande og leder efter flæskesteg på spisekortet og det er da synd i en verden fuld af muligheder. 😀
En bemærkning er, at”det der er godt for en diabetiker er sundt for alle andre” og JA DET ER KORREKT – kosten overholder de nye kostanbefalinger, og det er da fint 😉
Forskellen er, at en diabetiker skal tænke på det hele tiden OGSÅ til fest, weekend, til grill-aftener og når man er inviteret i byen .
I ens eget hjem er det som hovedregel ikke noget stort problem at have gæster, der lægges mad-planen så den passer.
Når man kommer uden for ens eget hjem er det at problemer kan opstå –
Hvis man er hos nogle der kender en godt vil der ofte blive taget hensyn til ens “mærkelige spisevaner” og så er det nemt –
Ellers kender jeg nogen der vælger den strategi – at spise hvad der serveres og så være en stor undskyldning for ikke at være sulten (den virker- og man vælger det der er bedst for en selv).
Jeg vil opfordre andre til at stryge visse smarte talemåder så som: 1 “er du kræsen” -2 “er du på kur” og 3 “hvaaa, kan du ikke lide maden” helt af ders ordforråd FORDI –
JEG, og mange andre andre, er ikke kræsne, vi kan lide maden og måske er vi på kur (men det er vores valg) – NU er jeg så rap-mundet at jeg svarer til 1 ” næh, men jeg kan dø af at spise den” (man kan jo lide af allergi 🙂 ) til 2 “næh, men jeg skovler ikke mad ind” og til 3 ” jo meget, derfor nyder jeg den også” – hvis det siges med et smil tilgives man nok grovhederne.
