Selv om vejret var lidt til begge sider i sidste uge er det altså forår – <her fik vi lidt sne, slud, storm, hagl, regn og også lidt sol – så jeg tror vi fik hele paletten, men sådan er foråret jo – uberegneligt, men også meget lækkert når det er sol og stille.
Her får vi malet lidt inde (det kan gøres i dårligt vejr også) – gæsteværelset er gjort i stand – Jeg har nu fået min symaskine derop, så kan jeg være der og hvis der er en overnattende gæst er der mulighed for at sove der – Vores køkken bliver det næste og bagefter skal vores soveværelse have en tur med malerrullen og pensler – kun i gæsteværelset skal der nyt gulvtæppe – så et rum af gangen, så går det og det pynter.
Retterne er stadigt beregnet til at kunne laves af min mand, med meget lidt hjælp.
Mandag bruger vi frikadeller fra fryseren – Pizza tirsdag ligger i fryseren (købt på tilbud) – Oksekød til millionbøf ligger i fryseren – Pølser skal jeg købe og jeg laver selv kartoffelsalat – Det er ikke blevet varmere end vi kan få risengrød og der bruger vi sengen som høkasse, pandekager er en god anvendelse af æg og evt mælk der er ved at udløbe og det er mandens spidskompetence, JEG har ikke tålmodighed til det – Weekenden står i fisk og skaldyrenes tegn, det er noget jeg kan lide, blåmuslinger er faktisk ikke dyre og er nemme at dampe.
MANDAG………..Frikadeller m broccoli og kartofler.
TIRSDAG………..Pizza fra fryseren.
ONSDAG…………Millionbøf m kartoffelmos (sønnen får pasta).
TORSDAG……….Pølser og kold kartoffelsalat.
FREDAG…………Risengrød og pandekager.
LØRDAG………..Hvidvinsdampet blåmuslinger m flute og hvidløgssmør.
SØNDAG………..Røget makrel og røræg m rugbrød.
Jeg skal have købt pølser og her vælger jeg gode pølser med mindst 85 % kød, jeg skal have købt creme-fraiche til kartoffelsalaten, blåmuslinger og en røget makrel.
Derudover skal jeg købe papirvarer og mælk.
Rugbrød bager vi selv (2 af gangen) for nogen tid siden gik jeg på nettet og fandt nogle rugbrødsblandinger på tilbud, og dem købte jeg – smøreoste til morgenmad og hjemmekogt marmelade til morgenmad og til pandekagerne har jeg flere slags af.